#MødMandskabet: Mia Jacobsen
Af Izabella Andersen ︱ 19/12- 2024
I denne måneds udgave af “Mød Mandskabet” har vi haft fornøjelsen af at snakke med Mia Jacobsen, der er frivillig i Århus. Til daglig arbejder Mia som videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet, hvor hun jonglerer mellem dataanalyse og projektarbejde. Hendes fritid er derudover pakket med kreative hobbyer – fra klaver og basguitar til klatring og bagning. Og selvfølgelig dedikerer hun også tid til at være frivillig i Gamedev Århus. Det var under et kursus på universitetet, at hun første gang stødte på Coding Pirates, hvor en underviser nævnte muligheden for at blive frivillig…
Mias vej ind i Coding Pirates startede lidt tilfældigt. Som bachelorstuderende i 2020 tog hun et spildesignkursus, hvor underviseren nævnte, at der var mulighed for at blive frivillig hos Coding Pirates. ”Da kurset sluttede, nævnte de til sidst, at hvis man synes, det her var mega fedt, så eksisterer der den her Coding Pirates-afdeling, og de er mega søde.” fortæller Mia Jacobsen. Det var under corona-pandemien, så starten var lidt anderledes. Der var afstandskrav og nedlukninger, men Mia blev hurtigt en del af holdet, og snart følte hun sig som en fast del af fællesskabet.
Coding Pirates GameDev er en afdeling der fokuserer udelukkende på spiludvikling for børn & unge i alderen 12-17 år. Afdelingen åbnede dørene op for første gang i 2016 og holder i dag til i Incuba i Katrinebjerg (Århus).
Mia Jacobsen arbejder som videnskabelig assistent på Center for Humanities Computing ved Aarhus Universitet. Hendes arbejde er alsidigt og projektbaseret, hvilket betyder, at hun ofte hopper fra det ene projekt til det andet.
“Det forskningscenter, jeg er tilknyttet, har andre forskere på AU, der kommer til os og har brug for hjælp – enten med dataanalyse, håndtering af deres data eller på andre måder,” forklarer hun.
Mia oplever ofte, at hun tager lærdom fra sin frivillige rolle i Gamedev med over i sit arbejde – faktisk mere, end hun tager fra arbejdet til Gamedev. Især Gamedevs tilgang til at eksperimentere og finde løsninger hurtigt har inspireret hende.
“Den tilgang, vi har i Gamedev med, at man bare skal prøve nogle ting af, se om det virker. Hvad er kernen af ens projekt? Den tilgang bruger jeg rigtig meget, når jeg arbejder nu,” forklarer hun. Mia Jacobsen sætter også pris på Gamedevs effektive måde at planlægge på, hvor tingene ikke behøver at tage længere tid eller være mere komplicerede, end de behøver. “Du får meget mere ud af at prøve fem ting meget hurtigt, end at sidde og tænke over én ting i virkelig lang tid.”
Mia beskriver sin rolle i Gamedev som lidt af det hele. Udover at være med til at arrangere klubbens aktiviteter, sørger hun for, at holdet er oprettet i medlemssystemet, inviterer børn og forældre, og – måske vigtigst – sørger for, at der er kiks og saftevand til klubbens aftener. Selvom Mia ikke altid kender svarene på børnenes tekniske spørgsmål, er hun ekspert i at pege dem i den rigtige retning.
“Jeg er ikke nødvendigvis supererfaren med alle de programmer, vi bruger. Når et barn har brug for hjælp, og jeg ikke lige kan løse problemet, finder jeg en anden, der kan. Det handler om at vise børnene, at det er okay ikke at have svarene med det samme – det vigtigste er, at vi finder dem sammen.”
For Mia Jacobsen er Game Jam uden tvivl et af de projekter, hun er allermest stolt af at være en del af. Som tovholder gennem flere år, har hun spillet en central rolle i at få det store spiludviklingsevent til at gå op i en højere enhed. Game Jam er en begivenhed, der bringer børn og frivillige sammen om at skabe spil på bare 24 timer, og selvom det kræver en stor portion planlægning, er det også en oplevelse, der gør alt arbejdet værd for Mia.
“Det er jo en kæmpe ting at få det til at gå op i en højere enhed, når der skal koordineres frivillige, lokationer, T-shirts, goodiebags og meget mere,” fortæller hun.
Det er ikke kun logistikken før eventet, der kræver gode koordineringsevner. Game Jam er også en øvelse i at holde hovedet koldt, når uforudsete ting sker. Mia husker særligt dette års event, hvor de få uger før deadline oplevede en bølge af tilmeldinger – hele 20 børn meldte sig til på blot to uger. “Det var helt hjernedødt,” fortæller Mia med et grin, “og også lidt stressende.” Men med erfaring og teamwork fik de det hele til at køre – og Game Jam 2024 blev en stor succes.
I år havde de blandt andet gæster fra Kaffeklubben Games, der inspirerede børnene med oplæg om spiludviklingens kreative processer. En vigtig pointe fra oplæggene var, at spil skal være sjove – både at spille og at lave. Og legen stopper ikke ved skærmen. Udover spiludviklingen, sørger Mia og de andre frivillige for, at Game Jam er fyldt med aktiviteter, der bringer børnene sammen. I år inkluderede det blandt andet hjemmelavede escape rooms og spilfremvisninger fra lokale udviklere.
Det, der for alvor gør Game Jam til noget helt særligt for Mia, er øjeblikkene bagefter. Når børnene præsenterer deres spil, og forældrene kommer hen for at takke. “Forældrene kommer spontant op og siger, at deres barn har været så glad for at være her. Det er de øjeblikke, der gør det 100% værd at være frivillig. Man bliver helt høj af det” fortæller Mia.
Game Jam er også en platform, der skaber plads til børn, som måske ikke føler sig hjemme i andre foreninger. I et land som Danmark, hvor mange fritidsaktiviteter er sportsorienterede, er Game Jam en chance for børn med en interesse for teknologi og spil til at finde fællesskab. “Der skal jo være plads til de børn, der ikke synes, at sportsforeninger er det fede”, understreger Mia.
For Mia er det især fællesskabet med de andre frivillige, der gør Gamedev til noget helt særligt. “Det er selvfølgelig mega fedt at få lov til at se børn lave et eller andet, de ikke kunne før. Men jeg kommer helt klart, fordi jeg gerne vil være sammen med de andre frivillige. Jeg synes, de er mega sjove og seje og skægge at være sammen med. Og så vi har bare et rigtig godt sammenhold, især i Gamedev.”
For Mia Jacobsen er fællesskabet en af de vigtigste årsager til, at hun brænder for at være en del af Coding Pirates. “Folk kommer helt vildt meget for fællesskabets skyld og synes, det er fedt at være der,” siger hun og understreger, hvordan den gode stemning er med til at fastholde både frivillige og børn. “Vi har virkelig mange børn, der går igen.”
Mia mener, at fællesskabet blandt de frivillige er en af de stærkeste ingredienser i opskriften på succes. “Vi har fundet en god opskrift på både at fastholde frivillige og børn,” siger hun. For hende handler det ikke kun om at skabe et godt miljø for børnene, men også om at de frivillige føler sig motiverede og glade for at være med. “Vores klubaftener er skruet sammen på en måde, så de også er sjove og givende for de frivillige. Det er vigtigt for os at skabe en bæredygtig frivilligkultur,” forklarer Mia.
Hun fremhæver, hvordan frivillige i Gamedev-afdelingen er blevet som en lille familie, hvor der er plads til alle. Mange af de frivillige har været med i flere år, og det er netop denne kontinuitet, der har skabt en stærk fællesskabsfølelse.
Når Mia ikke arbejder som videnskabelig assistent eller engagerer sig i Gamedev, er hendes kalender stadig godt fyldt. Hun beskriver sig selv som en person med “for mange hobbyer,” men det er netop i disse aktiviteter, at hun finder balance og ro.
Mia er for nylig begyndt at klatre i Boulders i Aarhus og prøver at komme afsted en gang om ugen. Hun har også spillet klassisk klaver i 15 år og er netop begyndt at spille elektrisk bas – et projekt, der blot er for hyggens skyld. Derudover elsker hun at hækle, strikke og vil gerne lære at sy mere. Kreativiteten stopper ikke der – for Mia finder også tid til at tegne, male og bage.
“Det er virkelig vigtigt for mig. Når mit arbejde foregår på en skærm, at jeg så slukker helt ned for alt det og bare sidder og nørkler med et eller andet med hænderne. Jeg får en eller anden ro, når jeg laver noget meget konkret og fysisk, og noget, der også er virkelig hyggeligt,” siger Mia om sine mange fritidsprojekter.
For at få tid til det hele sætter hun og hendes kæreste en fast dag om ugen af til at være hjemme sammen, så kalenderen ikke løber fra dem.
For dem, der overvejer at blive frivillige, har Mia et klart budskab: “Bare spring ud i det.” Hun understreger, at man ikke behøver at være teknologiekspert for at gøre en forskel i Coding Pirates. Det vigtigste er nysgerrighed og en lyst til at hjælpe børnene med at løse problemer.
“Det er langt vigtigere at vise børnene, hvordan man håndterer udfordringer og søger svar end at kunne alle svarene på forhånd. Teknologi udvikler sig hele tiden, men evnen til at finde løsninger er noget, de kan tage med sig i mange år.“
I #MødMandskabet præsenterer vi nogle af vores mange seje frivillige i Coding Pirates. Hver især bidrager de med forskellige styrker og kompetencer.
Vil du være med, eller kender du en frivillig der fortjener at blive nævnt? Så kontakt kommunikationsteamet på [email protected]
Til forældre og børn
Til frivillige