Søg
Close this search box.

Den kommende festival for leg, læring og gamification, CounterPlay 2015, byder på flere tiltag, hvor kodepiraterne kommer til at spille en markant rolle.

CounterPlay15

“Coding Pirates og CounterPlay vil for mig at se noget af det samme og kan supplere hinanden godt. Begge vil sætte leg højt og vil have legen og det kreative i centrum. Begge har samtidig en opfattelse af, at det legende, undersøgende, udforskende, kreative er et vigtigt element i vores liv, i vores tilegnelse af læring og i vores samspil med andre,” fortæller Louise Overgaard, afdelingsleder for Coding Pirates Aarhus på Hovedbiblioteket og bestyrelsesmedlem i Coding Pirates Hovedbestyrelse.

Louise Overgaard sidder desuden i CounterPlays koordinerende gruppe, der planlægger og afvikler festivalen.

“Vi vil være med på en række planer: dels i hele tankesættet fordi flere repræsentanter fra Coding Pirates er med til at sætte sit aftryk på festivalen i planlægnings- og afviklingsdelen, dels via talks i temaet om playful education, dels via vores koncept om Fremtidsøen og endelig via en stand eller workshop om Coding Pirates vision.”

Visionerne giver nye muligheder for foreningen

“Tanken er, at vi gerne vil have Counterplay-deltagernes input til visionen, høre hvad andre har af kommentarer til vores vision og derigennem få en forståelse af, hvordan vores vision passer til andre institutioner, til omverdenen og giver mening i forhold til andre. Tanken er, at visionen skal gå igennem en række iterationer, før den endelige vision ligger klar – CounterPlay er én af disse iterationer,” fortæller Louise Overgaard.

Hun forestiller sig, at standen omkring visionen kommer til at være i forbindelse med de frivilliges version af Fremtidsøen, som også bliver præsenteret som et Coding Pirates-tiltag på Counterplay 2015. Her skal deltagere forholde sig til enkelte statements fra visionen på en innovativ måde, som giver foreningen nye inputs til den endelige vision.

“Det er vigtigt, at vi har en vision, som vi alle står inde for – dels for at vi har en samstemmende opfattelse internt om, hvad Coding Pirates er og dels at vi kan formulere eksternt, hvem vi er. I forhold til, at vi ekspanderer, som vi gør, så er det væsentligt, at nye interesserede afdelinger, frivillige, forældre kan få en klar ide om, hvad det er vi vil. For mig er det for eksempel vigtigt, at vi ikke blot er en kodeklub – vi koder, men kodningen er et redskab, det er ikke et mål,” mener Louise Overgaard og uddyber:

“Målet er at kunne virkeliggøre den gode historie, den gode ide, den fede opfindelse. Målet er også, at vi skaber en platform for samarbejde og vidensdeling for piratbørnene, for de frivillige og på tværs af generationerne. Visionen har også en væsentlig betydning, hvis vi vil indgå store samarbejdsaftaler eller måske søge penge – så vil det være godt, at vi har klart formuleret, hvem vi er, og hvad vi vil.”

Læs Mere: