Tidligere kodepirater og FIRST® LEGO® League-deltagere stifter nyt netværk for unge tech-interesserede

Af Izabella Andersen ︱26/11-2025

Fire unge med rødder i Coding Pirates og FIRST® LEGO® League er gået sammen om at starte et nyt landsdækkende netværk for unge mellem 16 og 28 år, der interesserer sig for teknologi og innovation. Netværket hedder Unge Kaptajner og skal være et fællesskab, hvor unge selv sætter retningen. 

Bag initiativet står Pippi Lester Hyllested, tidligere kodepirat og nu repræsentant i Dansk Ungdoms Fællesråd, Noah Kallesø, tidligere kodepirat og en af tovholderne på Coding Pirates’ Onlineklubben, samt Emilie Maria Rüdinger Garde og Jakob Kristensen, der begge kommer fra FIRST® LEGO® League – hhv. Team Gifll og Human Tech.

Fælles for dem er, at de ikke er færdige med fællesskabet. De vil gerne give deres viden videre og være med til at forme den organisation, som de selv har fået så meget ud af.

Landsmøde24 (5)

Et netværk skabt af unge – for unge

Unge Kaptajner bliver et åbent netværk for unge fra hele landet – uanset om de tidligere har været en del af Coding Pirates, FIRST® LEGO® League eller blot har interesse for STEAM. Netværket skal fungere som et sted, hvor unge kan:

  • Skabe og udvikle spændende tech-events for andre unge
  • Lære om eventplanlægning, kommunikation og samarbejde
  • Være med til at give unge en stemme inden for teknologi og innovation
  • Blive en del af et stærkt, engageret fællesskab med andre tech-interesserede

Netværket bliver i høj grad formet af deltagerne selv, som fra start får indflydelse på retning og aktiviteter.

“Jeg håber, at ungenetværket kan samle tech-interessede unge og skabe stærke fællesskaber. Mange foreninger har allerede netværk, hvor unge kan dele interesser og styrke hinanden. Der er et kæmpe potentiale i unge til at blive fremtidens kaptajner, og det vil vi udvikle sammen” – 𝗣𝗶𝗽𝗽𝗶 𝗟𝗲𝘀𝘁𝗲𝗿 𝗛𝘆𝗹𝗹𝗲𝘀𝘁𝗲𝗱, 𝘁𝗶𝗱𝗹𝗶𝗴𝗲𝗿𝗲 𝗸𝗼𝗱𝗲𝗽𝗶𝗿𝗮𝘁, 𝗮𝗸𝘁𝗶𝘃 𝗶 𝗖𝗼𝗱𝗶𝗻𝗴 𝗣𝗶𝗿𝗮𝘁𝗲𝘀 𝗼𝗴 𝗺𝗲𝗱𝘀𝘁𝗶𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗮𝗳 𝗨𝗻𝗴𝗲 𝗞𝗮𝗽𝘁𝗮𝗷𝗻𝗲𝗿.

Opstartsmøde den 29. november

Unge Kaptajner afholder opstartsmøde:

Lørdag den 29. november kl. 17.30
UCL, Seebladsgade 1, Odense

Her vil Pippi, Noah, Emilie og Jakob møde de unge, der ønsker at være med fra starten, og sammen drøfte, hvordan netværket skal fungere, hvilke aktiviteter der skal sættes i gang, og hvilke interesser der skal være i fokus.

Aftenen afsluttes med hygge, netværk og fælles aftensmad.

Tilmeld dig her.

Hvis du har spørgsmål til ungenetværket, kan du skrive til [email protected]