#MødMandskabet: 

Ole Jan Olesen

Af Manar Al-Hares︱ 25/9-2025

I denne måneds udgave af #Mødmandskabet møder du Ole Jan Olesen, der både er frivillig, lokalt bestyrelsesmedlem og kasserer for Coding Pirates i Ballerup. Ole har været en del af Coding Pirates siden 2016, hvor han gennem sin familie blev introduceret til afdelingen i Vanløse. Han startede som frivillig der og var med i et par år, inden han flyttede til Ballerup, hvor han tog sin passion og interesse for IT og programmering med sig. 

“Jeg synes, Coding Pirates er et rigtig godt initiativ. At lære børn om teknologi og programmering er et vigtigt formål”.

MødMandskabetOJO (1)

At se børn blomstre med teknologi

Ole er uddannet civilingeniør og har blandt andet arbejdet med IT-systemudvikling, inden han gik på pension. Men nysgerrigheden på STEM-fagene og glæden ved teknologi driver ham stadig. Det er netop dét, der fik ham til at tilmelde sig som frivillig i Coding Pirates.

Han har gennem sit arbejdsliv været vant til at løse IT-udfordringer, og nu glæder han sig over at kunne omsætte den viden i øjenhøjde med børnene.

“Det dejlige ved at undervise i IT er at se børnene få det under huden. Det er virkelig en fornøjelse at opleve.”

 

En typisk klubaften i Coding Pirates Ballerup

Hver torsdag mødes Ole og de øvrige frivillige med børnene i Ballerup. Inden børnene overhovedet sætter sig foran computerne, er der allerede gang i forberedelserne. Bordene gøres klar, udstyr sættes frem, og de frivillige fordeler sig, så alle kan komme godt fra start.

Aftenen starter med en times kodning, efterfulgt af en kort pause med toast og småsnak, og så fortsætter undervisningen i yderligere tre kvarter.

En klub med plads til alle

I Coding Pirates Ballerup lægger de vægt på, at børn har forskellige interesser og tilgange til teknologi, og netop derfor er undervisningen delt op i flere spor, så der er noget for enhver. 

For at skabe variation og plads til forskellige interesser er børnene tilbudt 3 parallelle grupper der arbejder på hver sin ting. Én arbejder med 3D-print, hvor de designer og printer deres egne figurer. En anden gruppe koder tekstbaserede programmer, der får ting til at bevæge sig på skærmen.

Den tredje gruppe, som Ole selv er med til, arbejder med LEGO Spike robotter, hvor børnene både bygger og programmerer robotter. Gruppen bruger blandt andet FIRST® LEGO® Unearthed Lego-sættet, som er udviklet til at give børn mulighed for at fordybe sig endnu mere i designprocessen. Det går ikke kun ud på at bygge en standardmodel, men om at eksperimentere, finde egne løsninger og udforske, hvordan teknologi kan kombineres. Det giver børnene frihed til at slippe kreativiteten løs og ofte dukker der nye idéer op.

“Det er virkelig dejligt at se, når det fænger. Børnene bliver hurtigt meget dygtige, og nogle af dem overrasker os gang på gang.”

I Ballerup spænder opgaverne vidt for de frivillige. Nogle underviser i teknologi, andre hjælper med toast eller oprydning.

“Der skal nok være noget, der passer til den enkelte, hvis bare de siger ja til at være frivillig,” fortæller Ole.

Frivilligheden i Coding Pirates er en Win-Win

For Ole er frivilligheden i Coding Pirates en win-win. Han giver ikke kun ud af sin egen erfaring, han får også selv meget igen. 

Når han underviser sammen med de andre frivillige eller følger børnenes projekter, bliver han ofte introduceret til noget nyt.

“Jeg opdager hele tiden nye programmeringssprog og IT-værktøjer, jeg ikke kendte før. Når andre foreslår noget, går jeg hjem og prøver det af. Det synes jeg er sjovt,” fortæller han.

Ole er drevet af en stor nysgerrighed til teknologi. Også når det gælder kunstig intelligens, som han bruger i sit eget programmeringsarbejde til at få idéer til små kodebidder eller nye metoder. 

“Det er imponerende, hvad AI kan, men man skal også være opmærksom på, at det ikke altid rammer rigtigt.”

Fællesskab som drivkraft

Ole fremhæver også fællesskabet mellem de frivillige i Ballerup som en stærk drivkraft bag aktiviteterne. “Vi supplerer hinanden godt, og vi er gode til at improvisere og få tingene til at køre.” 

For Ole er det vigtigt at understrege, at man ikke behøver være teknologiekspert for at blive frivillig i Coding Pirates. “Det handler om at bidrage med det, man kan, om det er programmering, oprydning eller bare at skabe god stemning. Alle kan gøre en forskel.”

 

En rejse uden endestation

Ole ser det som en styrke, at teknologien hele tiden ændrer sig, og han håber, at børnene i Coding Pirates får samme oplevelse.

“Jeg håber, man kan blive ved med at lade sig inspirere af det, der sker omkring én og følge med tiden. Der kommer jo nye ting hele tiden. Nu er der kommet kunstig intelligens, så det kan være, vi skal tænke på at lave noget med det” 

For Ole handler frivilligheden derfor ikke kun om at give viden videre, men også om at vise børnene, at teknologi er en rejse uden endestation. Nye idéer og værktøjer vil altid dukke op, og i Coding Pirates kan man prøve sig frem, dele erfaringer og lære sammen.

#MødMandskabet

I #MødMandskabet præsenterer vi nogle af vores mange seje frivillige i Coding Pirates. Hver især bidrager de med forskellige styrker og kompetencer.

Vil du være med, eller kender du en frivillig der fortjener at blive nævnt? Så kontakt kommunikationsteamet på [email protected]