#MødMandskabet: Mads Vium Asbjørn

Af Izabella Andersen ︱ 9/4- 2026

I denne udgave af #MødMandskabet møder vi Mads Vium Asbjørn, der er frivillig i Coding Pirates Hillerød. Til daglig arbejder Mads med kode og elektronik og har gjort det i næsten 20 år. Ved siden af sit arbejde bruger han også tid på at lære børn og unge om IT og teknologi:

“Jeg synes egentlig bare, det er sjovt at lære fra mig.”

Mads har været med fra starten af Coding Pirates Hillerød, og i dag er han en fast del af juniorgruppen, hvor han både underviser og er med til at planlægge forløb. Her er det ikke kun børnene, der lærer noget nyt – det er også et sted, hvor man selv udvikler sig, møder andre med samme interesse og får lov til at gøre en konkret forskel for børn og unge.

I artiklen kan du læse om hans vej ind i Coding Pirates, hvordan en klubaften i Hillerød ser ud, og hvorfor man ikke behøver være ekspert for at blive frivillig.

IMG20260326222418 (1)

Med fra begyndelsen i Hillerød

Mads har været med næsten fra starten af Coding Pirates Hillerød. Han havde hørt om Coding Pirates flere steder – både gennem sociale medier og gennem en forælder fra spejder – og her fandt han ud af, at der var nogen i gang med at starte en afdeling i Hillerød. 

“Jeg fik fat i Jonas Bak Phillipson, som er vores kaptajn, og spurgte, om jeg kunne være med. Og det kunne jeg heldigvis,” fortæller han.

En stor motivation var også hans egen familie. Mads har tre drenge, hvor især to af dem er meget interesserede i IT, computere og gaming. Coding Pirates blev derfor både en mulighed for at engagere sig frivilligt – og et sted, hvor hans egne børn kunne være med.

“Og så kan jeg bare godt lide at lære fra mig.”

Samtidig tiltalte fællesskabet ham.

“Jeg havde ikke så stort et netværk inden for IT i Hillerød, så det var fedt at møde andre, man kan nørde med og snakke programmering og teknologi med.”

Der ligger også en større tanke bag hans engagement:

“Jeg synes generelt, at vi skal udbrede kendskabet til IT, programmering og elektronik til børn. Der er alt for lidt af det i folkeskolen.”

Juniorgruppen og Storeholdet

Coding Pirates Hillerød holder til i lokalerne på Hillerød Tekniske Gymnasium, hvor de har adgang til diverse udstyr og 3D-printere. Afdelingen består af omkring 6–7 frivillige, hvor nogle er med hver gang, og andre deltager mere fleksibelt.

Børnene er delt op i to hold: et juniorhold for de 10–14-årige og et  “storehold” for dem, der er 14 år eller ældre.

På juniorholdet er der en mere struktureret tilgang til undervisningen. Her planlægger de frivillige forløb på forhånd, så børnene bliver introduceret til et emne og derefter arbejder med det i praksis.

Storeholdet fungerer mere frit og “klubagtigt”. Der er stadig forberedelse, men der er også mere plads til, at deltagerne kan arbejde selvstændigt med projekter.

Inden hver sæson mødes de frivillige for at planlægge forløb og idéer. De evaluerer på den foregående sæson og samler en liste af projekter, de gerne vil arbejde med.

“Så plejer vi den første eller anden gang at få børnene til at vælge, hvad de gerne vil lave. De får lov til at sætte kryds ved de projekter, de synes er spændende,” fortæller Mads.

Det bliver udgangspunktet for sæsonen og er med til at give børnene en oplevelse af at have indflydelse på det, de arbejder med.

Mads’ rolle – og en typisk klubaften

Til daglig arbejder Mads med software og elektronik og har en baggrund som civilingeniør i informatik fra DTU. Den erfaring tager han med ind i Coding Pirates, hvor han primært underviser juniorholdet.

En typisk klubaften starter med et kort oplæg, hvor børnene bliver introduceret til dagens emne.

“Vi forklarer lige kort, hvad de skal lave – og så går de i gang. Og så går vi rundt og hjælper,” fortæller han.

Herefter arbejder børnene selv med opgaverne. Projekterne spænder vidt, men fælles for dem er, at børnene både skal tænke og arbejde praktisk.

“Jeg kan godt lide at lave sådan nogle projekter, der går fra A til Z, og hvor det er lidt tværfagligt på et eller anden niveau. Hvor de skal lave noget fysisk også, og så koble en micro:bit til, for eksempel.”

Et eksempel er et faldskærmsprojekt, hvor børnene byggede deres egne faldskærme og brugte en micro:bit til at måle, hvor hurtigt de faldt.

“Så kunne vi se, hvem der havde lavet den bedste faldskærm. Det blev lidt en konkurrence mellem grupperne.”

De arbejder også med projekter, hvor børnene både designer, 3D-printer og programmerer – for eksempel en døralarm.

Nogle gange involverer klubaften ikke kun programmering, men også teknik: 

Vi har også lavet en hovercraft, hvor vi købte nogle løvblæsere, som vi satte i. Det var ret kaotisk – men også virkelig sjovt.”

Udover at undervise er Mads ofte også den, der tilrettelægger programmet.

“Det kan være, at vi skal arbejde med machine learning. Så gennemgår vi kort, hvad det er, og så får de nogle hands-on opgaver, hvor de selv prøver det af.”

“Og så er det ellers bare, når vi har snakket, at de går i gang, og vi går rundt og hjælper dem.”

En typisk klubaften ender med, at  børnene enten præsenterer noget af det, de har lavet,  eller laver en konkurrence mod hinanden.

At lære børn – og lære selv

Selvom Mads har mange års erfaring inden for IT, er det ikke det tekniske, der fylder mest i rollen som frivillig.

“Udfordringen for mig har været at kommunikere til børn, hvordan IT fungerer. Det er et helt andet niveau, end når jeg taler med mine kolleger. Man bliver nødt til at være meget mere pædagogisk og lære det fra sig på en anden måde.”

Det er også noget, han tager med sig i sit arbejde.

“Omvendt, når man sidder med kunder, der ikke er tekniske, så kan man bruge de samme værktøjer, som jeg gør til klubaften. Gøre det mere spiseligt og lettere at forstå.”

Et fællesskab af ligesindede

For Mads handler Coding Pirates ikke kun om teknologi, men også om fællesskab.

“Det er fedt at have et netværk af ligesindede. Nogen, man kan snakke nørdede ting med.”

Det er et sted, hvor man mødes om en fælles interesse og får noget ud af det sammen.

Selvom Mads har mange års erfaring inden for IT-branchen, er hans vigtigste budskab til nye frivillige klart:

“Hvis man ikke føler sig IT-kyndig nok, så er det faktisk ikke et krav. Man skal bare møde op og være med.”

For ham handler det om at turde prøve.

“Min holdning er, at alle kan lære det. Hvis børnene kan lære at kode, så kan voksne også.”

Man behøver heller ikke nødvendigvis at kunne programmere for at bidrage. Der er mange måder at være frivillig på – både teknisk, praktisk og socialt. Og hvis man ikke arbejder med programmering, kan man stadig være med på andre måder.

Hvis du er nysgerrig på at blive en del af Coding Pirates Hillerød, kan du læse mere om afdelingen her og skrive dig op som frivillig her. 

#MødMandskabet

I #MødMandskabet præsenterer vi nogle af vores mange seje frivillige i Coding Pirates. Hver især bidrager de med forskellige styrker og kompetencer.

Vil du være med, eller kender du en frivillig der fortjener at blive nævnt? Så kontakt kommunikationsteamet på [email protected]