Inspiration: Klodser, kode og kunstig intelligens

Af Morten Holm Svensson ︱26/02- 2026

Som frivillig i Coding Pirates er jagten på de gode teknologier til klubaftenen en konstant opgave. Et nyt bud kommer fra LEGO Education med sættet Computer Science & AI. Sættet kombinerer fysisk byggeri med programmering og introduktion til kunstig intelligens. Sættet gør AI mere konkret.

IMG20260213093030 (1)

Hvad er LEGO Education Computer Science & AI?

Sættet er et hands-on undervisningssæt udviklet til at introducere børn til computer science og kunstig intelligens gennem praktiske, samarbejdsorienterede aktiviteter. 

 

Afhængigt af hvilken udgave (alderstrin) du vælger, er materialerne tilpasset børnenes niveau — fra begrebsforståelse til mere avanceret programmering og AI tænkningskompetencer.

Ligesom med Spike Prime bygger man modeller med sensorer og motorer og programmerer dem via en visuel blokplatform. 

Man har sænket barrieren for begyndere og samtidig, ifølge LEGO Education, givet plads til fordybelse for mere erfarne deltagere.

For foreningerne kan sættet fungere både som introduktion til programmering og som afsæt for videre eksperimenter. Det giver mulighed for at tale om AI på en konkret måde: ikke som abstrakt buzzword, men som noget man kan bygge, teste og forstå i praksis.

Hvad gemmer der sig i Computer Science & AI 11+?

I kassen finder man knap 400 LEGO-elementer, motorer, sensor, controller og  2 forbindelseskort, som gør det muligt at bygge interaktive modeller.

Sættet kan programmeres online på Coding Canvas, der ikke kræver login. Fra midten af april 2026 vil Coding Canvas få et facelift og dermed lægge op til flere muligheder og det nye First Lego League. 

Sættet egner sig især til forløb, hvor fokus er forståelse af teknologien frem for ren robotbygning, og hvor man vil give deltagerne en tryg indgang til både kodning og AI-begreber.

Yderligere lægger sættet op til, at man er flere der samarbejder om projekterne. Hver pirat kan tildeles en rolle. Byggevejledningen er opdelt i 4 forskellige byggeprocesser. Disse forskellige processer vil blive samlet til et hele, når man går i gang med kodning og projektdelen.

Hvad kan piraterne lave med det?

Inde på den kommende Coding Canvas er der så vejledning til at gå i gang med forskellige projekter. Blandt andre “Frit fald”.

Med dette kit kan piraterne bygge og programmere modeller, der arbejder med f.eks.:

  • sekvenser og løkker
  • betingelser og variabler
  • funktioner
  • data og AI-logik, inkl. computer vision-funktioner 

(AI-baseret genkendelse)

Kort sagt er Computer Science & AI 11+-kassen en komplet hands-on pakke til at udforske avancerede programmerings- og teknologibegreber med både fysisk LEGO-byggeri og digital kodning, som understøtter undervisning i datalogisk tænkning og kunstig intelligens.

I sammenhæng med First Lego League vil der komme yderligere detaljer om de fire roller. Her vil der være fire meget markante specielle enheder, som er tilpasset hver sin rolle.

Mere om dette i en senere artikel, når jeg må vise jer billeder og gå i detaljer med hjemmesiden og byggerierne.