Inspiration: Edit i stedet for at kopiere

Af Frederik Hugger ︱24/11- 2025

I mange af vores foreninger lærer piraterne hovedsageligt ved at kopiere projekter – enten fra video, tekst eller noget, der gennemgås på en tavle. Børn lærer selvfølgelig noget af at kopiere direkte, men de lærer ofte mere, når de får lov til at ændre i eksisterende projekter. Faktisk kan man tit springe kopieringsdelen helt over ved blot at give dem et stykke kode fra starten.

Det er let at sige – men hvordan ser det ud i praksis på en klubaften?

Scratch – Begynder

Den frivillige forbereder et simpelt Scratch-spil inden klubaftenen og deler det med piraterne. Herefter kan piraterne lege med spillet og begynde at ændre det. I starten kan det være meget små ting, f.eks. at ændre hastigheder og få figurer til at bevæge sig langsommere eller hurtigere.

Derefter kan man gøre ændringerne mere avancerede:
– ændre måden, man styrer spillet på
– tilføje point eller ændre, hvordan man får point
– arbejde med tid, udfordringer eller bevægelsesmønstre

Til sidst kan piraterne ændre grafikken og de grundlæggende elementer i spillet. Et Flappy Bird-spil kan f.eks. laves om, så spilleren skal lægge æg i skorstene – eller det kan blive til julemanden, der flyver rundt og deler gaver ud.

Som frivillig kan man foreslå ændringer, lade piraterne finde på alt selv – eller bruge en kombination. Det bedste er ofte noget midt imellem: At give gode idéer til dem, der har svært ved at komme i gang, og samtidig hjælpe de meget ambitiøse med at dele deres idéer op i mindre delmål. På den måde er det piraternes egen nysgerrighed og interesse, der driver processen, mens den frivillige hjælper med, at det ikke bliver for svært, og at de ikke går i stå.

Den frivillige, der laver det oprindelige spil, kan tage udgangspunkt i vores Scratch-guides på Piratskibet. Hvis tiden er knap, kan man lade piraterne bygge spillet direkte ud fra guiden. Man kan også finde et simpelt spil i Scratch-communityet og bruge det som udgangspunkt.

Link til scratch i piratskibet her.

Link til begynderprojekter i scratch community her.

Scratch - Øvet

Når piraterne bliver rutinerede i Scratch og i at redigere spil, kan man lade dem selv finde spil i Scratch-communityet, som de gerne vil ændre. Det har flere fordele:
– mindre forberedelse for den frivillige
– større mulighed for, at piraterne bliver inspireret
– mulighed for at arbejde med spil, der præcis vækker deres fantasi og interesse

Link til Scratch-communityets projekter findes her.

Scratch kan tages meget længere, end mange tror. Selv når børnene bliver eksperter, vil der stadig være spil, der kan udfordre og inspirere dem – og mange populære spil er blevet genskabt i Scratch.

Eksempel: Geometry Wave på Scratch.

Græshoppeløb med LEGO Spike

Her er der lidt mere fokus på maker-delen end på programmering, men metoden er den samme. I LEGO Spike Prime Education-appen kan man på forsiden gå til:

Undervisningsforløb → Opfinderholdet → Græshoppeløb

Her findes både en byggeguide til en græshopperobot og en lille stump kode, der får robotten til at gå. En måde at bruge forløbet på er, at man først opstiller en bane – gerne bred, da robotterne ofte går lidt skævt. Derefter beder man piraterne om at bygge robotten efter guiden og få den til at gå med den medfølgende kode.

Når robotten har gået sin første tur, skal piraterne bygge og programmere den om, så robotten går mere stabilt, hurtigere eller kan nå hele vejen til slutningen af banen.

God fornøjelse!

Kom i gang med Scratch