Coding Pirates Landsmøde og Gf 2025

Kom og vær med til Landsmødet og generalforsamlingen 2025, som løber af stablen 1. marts.

Her samles vi fra hele landet, til en dag fyldt med fællesskab,

faglige inputs, vidensdeling og demokratisk medbestemmelse i vores generalforsamling 2025.

Vi slutter dagen af med fælles aftensmad og fest.

Læs mere nedenfor og tilmeld dig her:

Landsmøde 2025

Vi er glade for at invitere dig til Landsmødet og generalforsamlingen 2025!

Landsmødet byder på spændende workshops og er en mulighed for at møde inspirerende mennesker inden for og udenfor vores fællesskab. Det er en dag hvor vi kan dele viden, oplevelser, erfaringer og styrke vores bånd.

Generalforsamlingen giver dig direkte medindflydelse på vores fælles fremtid. Dine ideer og synspunkter er vigtige for os, og vi opfordrer dig til at være en aktiv deltager i beslutningsprocessen. 

Landsmødet 2025 kombinerer faglighed, netværk, social samvær og festligheder. Vi har muligheden for at grine, nørde, eksperimentere, lege, diskutere og feste sammen.

Tag med, når vi sætter sejl som pirater og oplev en dag fyldt med sjov og engagement! 

Deltag i debatten på Slack!

#gf2025 er stedet, hvor vi debatterer indhold og ændringer på Slack. Vi opfordrer til, at der bliver diskuteret så meget som muligt på forhånd, så Landsmødet kan fyldes med kreativitet, leg, fællesskab og teknologi.

Lørdag d. 1. marts 2025

Tidspunkt:
Kl. 9:30-23:55

Fysisk fremmøde

C/O Coworking Plus
Kochsgade 31D
5000 Odense C

Online deltagelse

Online deltagelse i generalforsamlingen er mulig, dog uden stemmeret, via Google Meet:
https://meet.google.com/sgd-zusc-njv

Program for landsmødet 2025

Dagsorden og tidsplan

09:30 – 10:00 – Ankomst og let morgenmad

10:00 – 10:30 – Velkomst

10:30 – 12:00 – Workshops           
                       “Leg med UR robotter- Hvorfor skal børn og unge lære om teknologiforståelse?” med Henrik Gabs, Robothus fyn.

                       “Cybersikkerhed” med Visti Malik, Campfire Security og Cyberlandsholdet.

                      “Uetisk Etisk Hacking – Når moral møder manipulation” med Nicolai formand Coding Pirates Odense og Etisk Hacker.

                      “Medbestemmelse og vidensdeling”, Coding Pirates Unkonference.

12:00 – 12:45 – Frokost

12:45 – 15:00 – Generalforsamling

15:00 – 15:30 – Kaffe og kage 

15:30 – 17:00  – Workshops

                        “Mød FIRST® LEGO® League I foreningssammenhæng”, med Édith Oberlé Sveboelle, Christian Møller, Nikita Hald Sørensen.            

                       “Byg din egen Foto-Theremin” med Valdemar Kristensen, Copenhagen Music Makers

                        “Paneldebat – Diversitet i organisationer og fritidstilbud” med panelet bestående af:

                                          Dea Sølbæk Lillelund, Director i Capgemini Invent Denmark og Næstforperson i Women4Cyber Denmark.

                                        Mette Rehfeld Meltinis, Konceptudvikling og læringsdesign hos High5Girls

                                        Karsten Mikael Damgaard, Leder af ungdomshuset Odense

17:10 – 17:25 – Bestyrelsen præsenteres

17:25 – 18:00 – Fælles aktivitet

18:00 – 23:59 – Aftensmad og Fest

*Tilmelding til workshops kommer på mail i uge 8.

Workshop om formiddagen

Du kan deltage i én af de fire workshop om formiddagen.

Hvorfor skal børn og unge lære om teknologiforståelse?

Et af svarene er, at de skal være i stand til at klare og forstå den verden af teknologi og robotter som de kommer til at møde i deres fremtidige arbejdesliv.

For enden af den vej står bla. Universal Robots klar med deres robotarme, til at hjælpe bla. industrimadarbejdere til at arbejde med robotter, og ikke som Robotter.

Prøv hands-on selv at programmere en universal robot med et Onrobot værktøj på. I denne workshop som tager ca: 90 min.

Workshoppen tager udgangspunkt i de oplevelser RobothusFyn har haft, med mere end 50 events for Fynske skoleskoleelever i 2024.

Coding Pirates Unkonference “Medbestemmelse og vidensdeling”

Unkonferencen har til formål at give mulighed og plads for alle foreningensmedlemmer
at kunne samtale og diskutere de emner de personligt finder vigtige i forhold til Coding Pirates.

Om morgenen under morgenmaden vil alle få udleveret sedler hvor man kan skrive forskellige emner eller tematikker
som man gerne vil snakke om. Ved unkonferencen vil arrangørerne gruppere emnerne og tematikkerne sammen,
således at vi kommer ned på 8-10 stykker. Unkonferencen kører så i to runder.
Hver runde er der udvalgt 4-5 emner og tematikker man kan snakke om, samt en lille opsamling.

Cybersikkerhed m. Visti Malik fra Campfire Security & Cyberlandsholdet

Visti Malik fra Campfire Security & Cyberlandsholdet inviterer til en engagerende workshop, der kombinerer praktiske øvelser med en åben dialog om, hvordan cybersikkerhed kan introduceres til børn og unge i Coding Pirates. Deltagerne får gennem hands-on aktiviteter et indblik i hackerens metoder og lærer om, hvordan man kan opdage og beskytte sig mod cybertrusler.

Kristian Larsen fra Campfire Security vil præsentere læringsplatformen, som kan være et værdifuldt værktøj, når vi arbejder med emnet. Workshoppen lægger vægt på fælles udforskning og diskussion af, hvordan cybersikkerhed kan bringes i spil i klubberne, og hvordan vi sammen kan skabe relevante og engagerende aktiviteter.

Nicolai: Uetisk Etisk Hacking – Når moral møder manipulation

Bliv klogere på en verden, hvor hacking ikke kun handler om teknologi, men også om mennesker.

Som etisk hacker er jeg ekspert i at finde og udnytte svagheder – både digitale og menneskelige – for at styrke sikkerheden.
I dette oplæg deler jeg erfaringer fra mit arbejde, hvor løgne, manipulation og kreativ tænkning er værktøjer til det gode formål.

Du vil få indblik i, hvordan hackere tænker, og deltage i en workshop, hvor du selv får mulighed for at prøve kræfter med hackingens teknikker.

Du kan deltage i én af de fire workshop om eftermiddagen.

"Mød FIRST® LEGO® League I foreningssammenhæng"

Kom og hør om andre Piraters erfaringer med at bruge FIRST® LEGO® League i foreningssammenhæng.

Prøv og løse nogle af de opgaver, som deltagerne løste i 2024. Vi stiller to borde op og du har mulighed for at programmere SPIKE robotter og løse missioner på banen.

Byg din egen Foto-Theremin

Valdemar Kristensen fra Copenhagen Music Makers inviterer til en praktisk og kreativ workshop, hvor deltagerne får mulighed for at bygge deres egen foto-theremin – en simpel lysstyret synthesizer baseret på analoge elektroniske komponenter. Workshoppen kræver ingen tidligere erfaring med elektronik eller musikproduktion – kun nysgerrighed og lysten til at eksperimentere.

Den eksperimenterende tilgang gør det muligt at opdage nye måder at inddrage hardware og lyd i Coding Pirates-klubaftener, hvor teknologi og kreativ leg går hånd i hånd. Perfekt for alle, der vil dykke ned i den spændende verden af DIY-synths!

Paneldebat “Diversitet i organisationer og fritidstilbud”

Vi vil i Coding Pirates gerne udvikle os i en retning hvor vi kan rumme mere diversitet blandt os som frivillige og blandt vores pirater.

Derfor er vi også nysgerrige på: Hvordan kan vi arbejde med at ramme, aktivere og fastholde flere unge i
alderen 15-30? Hvordan kan vi arbejde med at åbne vores dør, så Coding Pirates er et sted for piger og drenge og kvinder og mænd? Og hvordan kan vi arbejde forskelligt med vores geografiske placering, så vi ser og bruger lokationens potentiale.

Derfor har vi inviteret ind til en paneldebat omkring diversitet med fokus på disse tre tematikker. Paneldebatten er sat i verden for at åbne op for vidensdeling og sparring omkring emnerne. Vi har derfor inviteret vores paneldeltagere ind fra andre organisationer for at gå i dialog med os og hinanden omkring deres erfaringer, viden og input på de tre områder.

Paneldeltagere

Dea Sølbæk Lillelund

Director i Capgemini Invent Denmark og Næstforperson i Women4Cyber Denmark.

Dea har beskæftiget sig med cyber og informationssikkerhed igennem to årtier i forskellige roller i den private og offentlige sektor. Hun har undervist på Master i Intelligence og Cyber Studies (MICS’en) ved Forsvarskademiet som gæsteunderviser og hun bruger mange frivillige timer i Women4Cyber Denmark på at sikre, at Danmark får lukket kompetence-gabet på cyber sikkerhedsområdet, herunder sikre en højere grad af diversitet i cyber sikkerhed og tech.

Hun taler gerne højt om de synlige og usynlige barrierer, som man kan opleve i sit første møde med den verden, og tror på dialog og gensidig forståelse er vejen til større diversitet indenfor tech-fagene. I sit professionelle virke har Dea fokus på at sikre en divers kultur og medarbejdersammensætning på tværs af køn, nationalitet og alder.

Mette Rehfeld Meltinis

Konceptudvikling og læringsdesign hos High5Girls

I High5Girls står jeg for det overordnede læringskoncept og læringsrum. Jeg uddanner vores kvindelige ingeniører og rollemodeller i formidling og læringsplanlægning. I alt mit arbejde ønsker jeg at begejstre og skabe læringsrum, som tilbyder en styrket følelse af at høre til.

Karsten Mikael Damgaard

Leder af Ungdomshuset Odense

Siden starten af 2000 har Ungdomshuset været involveret i hundrede små og store projekter. Karstens arbejde består især at skab arenaer for udvikling og talent og ønsker især at understøtte unges egne projekter og mindre at lave aktiviteter for unge. 85 foreninger bruger i dag Ungdomshuset i løbet af et år, og flere end 25.000 går ind i huset om året. Et stor emneområde er medier, kulturteknologi, naturfag,  håndværk og iværksætteri. Ungdomshuset har siden 2006 været en del af det internationale MIT startede  Clubhouse Network, der har udviklet sig med Makerspace, Coding Class og afholdelse af Odense Robot & Science Festival.

Praktisk information

Lokation
Kochsgade 31 D
5000 Odense C

Der er gratis parkering i gården og langs bygningen (Kochsgade 31)

Overnatning i Odense
Sekretariatet ligger central i forhold til banegård såvel som bycentrum. Derfor er der også mange muligheder for at finde hotel, hostel eller hvad hjertet ønsker.
Nedenstående anbefalinger er ikke baseret på andet end beliggenhed og prisleje.

Cabinn Hotel
Østre Stationsvej 7-9
5000 Odense
63 14 57 00
www.cabinn.com

City Hotel Nattergalen
Hans Mules Gade 5
5000 Odense
66 12 12 58
www.cityhotelnattergalen.dk

Hotel Milling
Hans Tausens Gade 19
5000 Odense
66 12 14 27
www.millinghotels.dk

Overnatning betales enten af lokalforeningen eller ved egenbetaling. Hovedforeningen står ikke for overnatning.

Forplejning
Der vil blive serveret mad og andre forfriskninger under Landsmødet. Selve menuen opdateres når vi kommer tættere på dagen. Allergener bedes oplyses ved tilmelding eller senest d. 23/2-2024 på [email protected]

Generalforsamlingen

Alle medlemmer inviteres til at deltage og er stemmeberettigede.

Jf. foreningsvedtægterne §3 defineres stemmeberettigede medlemmer som:

  • Børn og unge, som betaler kontingent til godkendt lokalforening.
  • Frivillige, som betaler kontingent til godkendt lokalforening
 
Medlemmer der deltager online har ikke stemmeberettigelse efter vedtægtsændringerne 2024.
 

Program og dagsorden, samt praktisk informationer findes her på siden.

Der tages forbehold for ændringer.

Program for generalforsamlingen

ENDELIG DAGSORDEN FOR GENERALFORSAMLINGEN

12.45-12.50: Velkomst og valg af dirigent og stemmeudvalg v/ Søren Berg Paarup

  • Bestyrelsen indstiller Jan Sau Johansen

12.50-12.55: Valg af referent v/ Dirigenten

  • Bestyrelsen indstiller Louise Overgaard

12.55-13.05: Forslag om brug af fuldmagter

13.05-13.15: Årsberetning v/ Formand Søren Berg Paarup

13.15-13.30: Fremlæggelse af revideret regnskab v/ Claus Foxholm

13.30-13.40: Fastlæggelse af kontingent (medlemsbidrag) v/ bestyrelsen

13.40-13.50: Fremlæggelse af budget v/ Claus Foxholm

13.50- 14.30: Indkomne forslag:

  • Forslag til vedtægtsændringer fra bestyrelsen
  • Forslag til vedtægtsændringer fra CP Herning
  • Forslag til fortløbende medlemskab fra bestyrelsen
  • Kontra-forslag til fortløbende medlemskab fra CP ITU og CP Lyngby
  • Forslag om fælles forsikringer fra CP ITU og CP Lyngby
  • Formålsbeskrivelse for sekretariatet fra Christian Toft, CP Lyngby
  • Forslag om indirekte demokrati fra CP Herning
  • Forslag om politisk linje fra CP Herning

14.30-14.35: Valg af kasserer for 2 år

14.35-14.45: Valg af bestyrelse

14.45-14.50: Valg af ekstern revisor og intern revisor / bilagskontrollant

  • Bestyrelsen indstiller Beierholm som ekstern revisor

17.10-17.20: Bestyrelsen præsenteres under landsmødet

_____________________________

Se resten af programmet for Landsmødet under ‘program’.

Dokumenter

Nedenstående kommer der dokumenter der er relevante for generalforsamlingen til årets landsmøde.

Forslag til vedtægtsændringer samt andre forslag sendes til [email protected]. og [email protected]. Deadline er d. 08/02/2024.

 

Bestyrelsen har i betsyrelsesåret haft en længerevarende proces med at gøre foreningens vedtægter tidssvarende og udviklingsorienterede. Her kommer forslag til vedtægtsændringer. Vi gør opmærksomme på, at vedtægtsændringerne forventes kommenteret af DUFs Tipsudvalg 29.1.2025, hvorfor der kan være ændringer til bestyrelsens forslag efter dette møde.

 

Forslag omkring fortløbende medlemsskaber. Bestyrelsen har justeret lidt i deres forslag om fortløbende medlemsskaber.

 

Andre Indkomne forslag.  

Alle medlemmer af foreningen kan frit stille op til bestyrelsen på årets generalforsamling. Dette kan annonceres i forvejen såvel som på selve generalforsamlingen.

Overvejer du at stille op til bestyrelsen, eller har du spørgsmål så er du velkommen til at skrive direkte til sekretariatet eller til bestyrelsesmedlemmerne.

Opstillingsliste

Ønsker du at opstille som kandidat til hovedbestyrelsen, og ønsker du at offentliggøre det før generalforsamlingen? Så kan du sende en opstillingstekst, hvor du beskriver dig selv og dit kandidatur, samt et billede af dig selv til [email protected] og [email protected] senest d. 24. februar 2024.

Man kan dog stille op til bestyrelsen helt op til generalforsamlingen ved at skrive til [email protected] og [email protected].

Herefter bliver din profil præsenteret sammen med øvrige opstillede kandidater her på siden. Siden opdateres løbende.

Læs mere om bestyrelsesposterne via linket her: Coding pirates søger bestyrelsesmedlemmer (2025) – Coding Pirates Denmark 

Bestyrelsesmedlem: Mads Elmkvist Hansen

Jeg hedder Mads og er leder af Digitalisering, IT og compliance i Kalundborg Forsyning – og far til 2.

Med en baggrund inden for økonomi, strategiledelse, IT-ledelse, cyber- og IT-sikkerhed samt digitalisering er jeg sikker på, at jeg kan bidrage til jeres bestyrelse og Piraternes fremtidige udvikling for at gøre endnu flere teknisk dannede.

Jeg er særligt motiveret af muligheden for at være med i en bestyrelse, hvor jeg kan bidrage med min viden og erfaring inden for IT, digitalisering, cybersikkerhed og virksomhedsudvikling.I min nuværende rolle som IT- og digitaliseringschef i Kalundborg Forsyning har jeg ansvaret for at lede og implementere strategiske IT- og digitaliseringsprojekter, digitaliseringsstrategi, cybersikkerhed og IT-sikkerhed, alt sammen for at holde virksomheden både i fremdrift og sikker.

Med ledererfaring og en baggrund som business controller i samme virksomhed, har jeg opnået en bred forståelse for både de strategiske, økonomiske og operationelle aspekter af virksomhedsdrift- og udvikling og med min efteruddannelse fra IT-Universitetet i København, som master i IT-ledelse, har jeg yderligere styrket mine kompetencer inden for digital innovation, virksomhedsledelse og ledelse af digital transformation.

Vigtigst af alt er jeg far til to børn, der begge bevæger sig rundt i den meget digitale virkelighed, vi er i i dag. Det ligger mig meget på sinde, at alle forstår vigtigheden i at uddanne og oplyse børn og unge om de aspekter, der er afgørende for at være del af denne digitale virkelighed – det drejer sig om at forholde sig til balancen mellem alt det fantastiske som digitalisering kan være, samtidigt med, at vi alle skal være sikre på nettet, forholde os kildekritisk, arbejde med cybersikkerhed, beskytte vores personlige oplysninger og at vi bliver ved med at være nysgerrige sikkert.

Det vil være en opgave, der passer mig rigtigt godt, hvis jeg kan bidrage til at fremme jeres formål over de komme to år som medlem af hovedbestyrelsen.

Bestyrelsesmedlem: Thomas Kramer

Melder klar til mønstring – pirat på dæk. Jeg melder hermed mit kandidatur til hovedbestyrelsen i Coding Pirates Danmark.


Mit navn er Thomas Kramer og bor til dagligt i Kolding, hvor jeg arbejder som digital læringskonsulent for Børne- og uddannelsesforvaltningen.
Her har jeg gennem de forgangne 10 år været med til at integrere først Fablabs og nu Makerspaces både central og lokalt på skolerne. I samspil med Fablab@school har jeg været med til under Ole Sejer Iversen at være toneangivende i den nationale agenda samt udvikle grundlaget for teknologiforståelse ind i den danske grundskole.


Jeg understøtter den digitale læring på Kolding kommunes 24 folkeskoler med alt fra designtænkning gennem digital fabrikation til kodetræning og digital dannelse.
Jeg har 14 diplommoduler i ledelse samt en halv håndfuld masterclases – alle inden for strategisk organisationsudvikling, innovation og motiverende læringsmiljøer. Så samtidig med jeg arbejder praksisorienteret med hands-on læring, så kører den også på den strategiske klinge i forhold til udviklingen af aktiviteter inden for teknologiforståelse.


Jeg har været fungerende LEGO education træner siden 2015 og projektleder på First LEGO League i Kolding siden 2016. Fra 2024 har jeg været fungerende overbanedommer for hovedturneringen i Danmark.
Ud over mine arbejdsopgaver inden for den strukturerede inddragelse af digitale mulgheder for børn læring i grundskolen, har jeg de sidste 4-5 år været en aktiv del af Coding Pirates Kolding, hvor jeg har været næstformand siden 2019.Coding Pirates har i min verden fat i den helt rigtige ende af tovet og en klar mission i at skabe et nationalt grundlag for arbejdet med teknologiforståelse ind i skolen, fritidsaktiviteter med udvikling af fællesskaber og fokus på digitale kode-nørder som et aktiv i det danske foreningslandskab.


Coding Pirates skal på det nationale politiske landskort om vi så skal sejle piratskibet ind i Københavns kanaler og belejre Christiansborg.

Bestyrelsesmedlem: Lis Zacho

Jeg vl igen gerne opstille til hovedbestyrelsen i Coding Pirates, da jeg gerne vil arbejde videre med at skabe mulighed for at flere børn og unge kan lære at bruge teknologi på en lærende og medskabende måde.

Vi lever i en tid, hvor skærme er blevet en nødvendighed og et fy-ord. I skolerne er der hårde tider for teknologiforståelsen som fag, og et af verdens mest digitaliserede samfund udelukker børn og unge for meningsfyldt og legende brug af teknologi. Det vil jeg gerne arbejde videre med og ændre på.

Jeg ser Coding Pirates som et initiativ, der skaber livsduelighed for børn og unge på den gode måde.

Bestyrelsesmedlem: Cuong Nguyen

Lidt omkring mig:
  • Jeg hedder Cuong Ngyuen
  • 40 år, oprindelig fra Odense, bosiddende i København med kone og barn
  • Arbejder til dagligt med opkøb og frasalg af tech virksomheder (Mergers & Acquisitions), og har på det seneste spillet en central rolle i danmarks største opkøb (Novo Nordisk-Novo Holding-Catalent)
  • Tidligere Partner hos KPMG og Associate Partner hos EY indenfor Technology Mergers & Acquisitions, SVP i Danske Bank IT
  • Bredt netværk til IT topledere fra de største danske og Nordiske virksomheder (Danske Bank, Novo Nordisk, FLSmidth, Volvo, Nykredit, Carlsberg)
  • Bredt netværk indenfor investerings verdenen (kapitalfonde såsom Axcel, GRO Capital, VIA Equity, Nordic Capital, EQT, Novo Holding og investeringsbanker såsom Goldman Sachs, JPM, Danske Bank, Carnegie)
  • Bredt netværk indenfor Tech og IT rådgivningsbranchen (BCG, BAIN, Accenture, EY, PWC, Deloitte, KPMG, PA Consulting)
  • Min rolle i Tech Mergers & Acquisitions har været at uddanne og øge investorers digitale muligheder i forbindelse med opkøb og investeringer – meget lig Coding Pirates’ mission for børn og unge.

 

Min motivation for at stille op er først og fremmest fordi jeg er fuldstændig enig og arbejder for det samme formål som Coding Pirates. Jeg mener, at coding som færdighed er ligeså vigtig for den nye generation på lige fod med sproglige og matematiske færdigheder, og derfor er det vigtigt for børn at lære, samt lege og udforske samtidigt.
Samtidig kunne mit netværk være et springbræt til at tiltrække flere samarbejdspartnere i den videre udvikling af Coding Pirates.

Kasserer: Natalie Elkjær

Hvem er jeg?
Jeg er Natalie Elkjær, 31 år, og arbejder som projektleder hos Banedanmark. Jeg har en stærk baggrund inden for økonomi og projektstyring og har tidligere ledet et succesfuldt talentprogram for software engineers, som blev anerkendt blandt de bedste i Danmark.

Hvorfor søger jeg?
Jeg søger en plads i bestyrelsen, fordi jeg gerne vil dele ud af min erfaring og bidrage til at skabe gode tilbud for børn og unge, hvor de kan få hjælp til at lære om den digitale verden. Jeg ønsker at inspirere dem, især de, der måske ikke har en omgangskreds, der kan støtte dem i deres udvikling inden for teknologi og digitale færdigheder.

Hvad kan jeg bidrage med?
Jeg bringer solid erfaring inden for strategisk udvikling, projektstyring og ledelse af innovative talentprogrammer. Min evne til at tænke kreativt og lede projekter, der engagerer og udvikler unge talenter, vil være en stærk ressource for Coding Pirates. Jeg ønsker at give min erfaring videre og opbygge en bæredygtig forretningsmodel, der sikrer organisationens økonomiske stabilitet og vækst.

Bestyrelsesmedlem: Stig Kristensen

Jeg har haft en fantastisk rejse med min søn i Coding Pirates, først i Nyborg og nu i Langeskov. Jeg vil gerne arbejde for at mange flere også får denne oplevelse.

Til daglig arbejder jeg som IT Engineer ved Bankdata i Fredericia og er medstifter samt formand for Coding Pirates i Langeskov.

Har de sidste 3½ år stået for driften af Coding Pirates Langeskov, og sikret at vores forening fungerer optimalt og udvikler sig løbende. 

Min erfaring med at drive foreningen og sikre dens daglige funktioner har givet mig en dyb forståelse af, hvad der skal til for at skabe en succesfuld lokalafdeling. Jeg brænder for at starte flere lokale foreninger, så endnu flere børn og unge kan få glæde af vores aktiviteter og udforske teknologiens verden. 

Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen i Dansk Svømme og Livrednings Forbund, Svømmeregion VEST, og Nyborg Svømmeklub. Nu er jeg formand og medstifter af Coding Pirates Langeskov, og jeg vil gerne bringe mine erfaringer og engagement ind i bestyrelsesarbejdet.

Bestyrelsesmedlem: Susanne Rosenberg

Jeg er dybt engageret i at styrke børns trivsel og sociale kompetencer igennem mit arbejde i min datters klasses (fra 0.-4. klasse) miniråd hvor vi frivilligt faciliterer indbetalinger til klassekasse til indkøb af legetøj, snacks til ture, is til sommerafslutning og initierer diverse sociale sammenkomster: diskofest, hyttetur mm.

Jeg har desuden erfaring som frivillig i Coding Pirates i Farum, hvor jeg lærte at kode (lidt) sammen med børnene og gik til hånde med uddeling af mad og saft.

Derudover har jeg, sammen med mine børn, været frivillig indsamler for Red Barnet og SOS Børnebyerne. Sidstnævnte støtter jeg aktivt i form af sponsorering af et barn i Somaliland.

Jeg ser en enestående mulighed for at bidrage til at styrke børn og unges digitale kompetencer samt Coding Pirates fortsatte udvikling igennem denne stilling.

Jeg har erfaring med bestyrelsesarbejde fra en ejerforening, hvor jeg var bestyrelsesmedlem i årene 2004-2007.

Jeg har i år deltaget i Keystone’s Startup Board Bootcamp og fået flere indsigter i bestyrelsens opgave, ideele sammensætning samt konkrete værktøjer igennem realistiske cases.

Med en baggrund i min erfaring som produktchef, har jeg opnået en række kompetencer, som jeg mener vil være værdifulde i bestyrelsesarbejdet:

  • Fokus på levering af værdi og kvalitet, hvor jeg sikrer, at initiativer skaber målbare resultater.
  • Evne til at kommunikere på alle niveauer af en organisation, fra operationelt til strategisk niveau.
  • Facilitering af samarbejde, hvor jeg styrker fællesskabet og skaber grobund for fælles succes.
  • Struktur og opfølgning, hvilket hjælper med at sikre, at projekter gennemføres effektivt og i rette tid.
  • Løsningsorienteret tilgang, hvor jeg fokuserer på at finde pragmatiske løsninger på komplekse udfordringer.
  • Interessentstyring, så alle parter føler sig hørt og engageret i processen.
  • Sociale initiativer og trivsel, med fokus på at skabe inkluderende og inspirerende miljøer.
Jeg er dybt imponeret over Coding Pirates’ vision og engagement i at fremme kreativitet og teknologisk forståelse blandt børn og unge. Det er afgørende, at vores næste generation udvikler en naturlig og tryg tilgang til teknologi, da den spiller en stadigt mere integreret rolle i både vores hverdag og fremtidige arbejdsmarked. Denne mission inspirerer mig, og jeg er stærkt motiveret for at bidrage aktivt til at realisere jeres ambitiøse mål.

Bestyrelsesmedlem: Martin ”Rumpirat” Robert Knudsen

Martin har været kaptajn og formand i CP Silkeborg siden stiftelsen i 2015 og har været med til at løbe flere lokalafdelinger i gang og afslutte dem igen. Har arrangeret lokale og regionale events for frivillige og er proaktiv i forhold til samarbejder imellem afdelinger. Deltager som frivillig i Game Jams, Robot turnering og Folkemødet.
Deltaget aktivt i bestyrelsesarbejdet i CPDK som suppleant eller bestyrelsesmedlem siden 2021 , og stiller op som menigt bestyrelsesmedlem, alternativt som suppleant.
Arbejdede som Projektleder på #Rumrejsen og været med til fundraising, udvikle materialer og workshops og indgå samarbejder

Martin arbejder til dagligt i startups på tech siden og med strategi og forretningsudvikling, og har bestyrelseserfaring og -udd.
Baggrund i astronomi og rumfartsindustri.
Stor passion for workshops og events, der mixer det digitale med det fysiske med plads til både Maker/Tinker og Kodere.
Det skal være hyggeligt, inspirerende og sjovt at være kodepirat!

https://www.linkedin.com/in/martinrobertknudsen/

Bestyrelsesmedlem: Mikael Hewel

Mit navn er Mikael Hewel
* Bor i Vanløse, gift og har 3 børn (der alle har gået til Coding Pirates, og den ene er nu frivillig)
* Har siden 2016 været frivillig i Coding Pirates i Vanløse, pt som kaptajn og kasserer
* Har været med i Coding Pirates Hovedbestyrelse siden 2000
* Er med i medlemsysstemsudviklergruppen her i Coding Pirates
* Er frivillig på Dansk Datamuseum, hvor jeg arbejder med at lave formidling / aktiviteter for børn/unge f.x. Coding Pirates.
* Mit lønnede arbejde er hos Blue Yonder hvor jeg laver alt muligt inden for supply chainJeg stiller op til Hovedbestyrelsen for Coding Pirates, for at være med til at forme hvordan landsforeningen kan arbejde tættere sammen med lokalforeningerne og frivillige.
Det skal være sjovt og spændende at være med i Coding Pirates, både som ansat, frivillig og som deltager.

Medlemmer af bestyrelsen 2025

Foreløbige medlemmer af hovedbestyrelsen 2025 offentliggøres løbende herunder: 

Formand: Søren Berg Paarup

Jeg er uddannet diplomingeniør, Byggeri/Anlæg. Arbejder til daglig som teknisk projektleder.

Jeg er frivillig i CP Langeskov og jeg har været med fra starten. Jeg elsker at interagere med de unge kloge mennesker til hver eneste klubaften. Det er fascinerende at opleve hvordan de udvikler sig i deres egne små projekter.

Jeg ser ikke mig selv som særlig teknisk begavet. Men jeg ser det som min fornemste opgave at facilitere de unges muligheder for at lege med teknologi.
Men ud over teknologien skal vi ikke overse det sociale perspektiv. Det er oplivende at opleve hvordan teknologi kan fungere som et socialt bindemiddel og skabe inspirerende venskaber.

Mit fokus er at det skal være nemt at være lokalforening, hvorved energien kan bruges på at skabe spændende klubaftner.

Derudover skal det være nemt at starte nye lokalforeninger, så vi kan tilbyde endnu flere muligheder for at lege med teknologi.

Jeg kommer med en solid erfaring i at skabe struktur og overblik i et teknisk miljø.

Medarbejderrepræsentant: Izabella Andersen

Mit navn Izabella Andersen og er valgt som medarbejderrepræsentant i Coding Pirates’ bestyrelse, på vegne af mine kolleger på sekretariatet i Odense – en rolle, jeg er virkelig glad for at have fået muligheden for at påtage mig.

Min baggrund
Jeg har en kandidatuddannelse i journalistik, med speciale i kunstig intelligens. Derudover har jeg også en bachelor i marketing og designkultur. Min foreløbige karriere har taget mig forbi kultur-og lokaljournalistik, digital markedsføring og kommunikation. En rød tråd i mit arbejde har altid været en interesse i teknologiens udvikling og dens indflydelse på vores samfund.

Min rolle i Coding Pirates
Som kommunikationsmedarbejder i Coding Pirates udvikler jeg kommunikationsstrategier, driver vores sociale medier og står for vores månedlige nyhedsbrev PiratNyt. Jeg deler frivilliges fortællinger gennem vores artikelserie #MødMandskabet, laver grafisk materiale, tager billeder og producerer videoindhold, der giver liv til foreningens hverdag. Kort sagt: Jeg sørger for, at vores fortællinger rammer de rigtige mennesker på den rigtige måde – uanset om det er børn, unge, forældre, frivillige eller samarbejdspartnere. Min styrke ligger i at skabe klar og levende kommunikation. Jeg forstår vores målgrupper, vores brand og den daglige virkelighed på sekretariatet. Jeg glæder mig til at bidrage til bestyrelsens arbejde og være med til at styrke samarbejdet på tværs af organisationen. Coding Pirates rummer utallige inspirerende historier, og jeg vil fortsat arbejde for, at endnu flere får øjnene op for vores vigtige arbejde.