Søg
Close this search box.

Kick-off RUMREJSEN

Af Martin Robert Knudsen︱ 25/05-2023

Andreas Mogensen skal på RUMREJSE – og Coding Pirates tager med!
Vi deltog da formidlingsprojektet “Rumrejsen 2023” blev lanceret i Industriens Hus 22. maj 2023.

H.K.H. Kronprins Frederik, Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, Direktør i DI – Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen, ESA Director of Human and Robotic Exploration Dr. David Parker og selvfølgelig astronaut Andreas Mogensen deltog alle ved åbningen. Foto Magnus Møller.

Andreas Mogensen skal opsendes til Den Internationale Rumstation, ISS, den 17. august 2023 fra Kennedy Space Center med SpaceX Crew-7. Han skal afsted på en 6 måneders mission, så det bliver ikke så forhastet og hurtigt overstået som i 2015, hvor han blev Danmarks første astronaut i rummet og var afsted på en 10 dages sprint-mission.

Denne gang bliver der god tid til formidling og til at udfolde noget af alt det spændende forskning og andre erkendelser om Rummet, Biologi i vægtløs tilstand og Jordobservationer. Dette sker i samarbejde med Coding Pirates og de øvrige partnere i formidlingsprojektet – se mere på Projekt Rumrejsen.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, astronaut Andreas Mogensen, ESA Director of Human and Robotic Exploration Dr. David Parker og H.K.H. Kronprins Frederik ser en elev  præsentere skoleeksperimenter på ASTRA standen.
Foto Magnus Møller

STEAM – workshops for kodepirater og andre

Kodepirater og skoleelever kommer til at kunne være astronauter, ingeniører og forskere med Andreas Mogensen. De selv eksperimentere og arbejde med noget af alt det spændende, de laver ombord på den Internationale Rumstation ISS, og re i gang med at planlægge for fremtiden på Jorden, Månen og Mars.

Coding Pirates er ved at lave inspirationsmateriale og workshops med RUMREJSE tema.

De kan benyttes til klubaftner og events i Coding Pirates over hele landet, men må også meget gerne anvendes i skolebrug og andre sammenhænge. Nogle forløb laves af frivillige i Coding Pirates, andre i samarbejder med projektpartnere.
De første forløb er i beta (testfase) og de vil blive viderudviklet og forbedret samtidig med at der kommer flere til hen over efteråret. De bliver tilgængelige via PIRATSKIBET , projektsiden og på kursusdage..

ASTRA – det nationale naturfagscenter i Danmark – laver en række formelle undervisningsforløb til skolebrug. De bliver også tilgængelige via ESERO DK, der er et ressourcecenter for undervisningsaktiviteter om rummet til grundskolelærere og gymnasielærer. De nye forløb bliver tilgængelige fra uge 25.

Andre partnere vil også komme med RUMREJSE relateret materiale, som vil være super relevant i Coding Pirates sammenhænge og som vi meget gerne vil være med til at at udbrede kendskabet til.

Venstre: Samtale med Andreas Mogensen om hvad det vil sige at være frivillig i Coding Pirates.  Højre: Andreas Mogensen flankeret af samarbejdspartnerne Dansk Selskab for Rumfartsforskning og Coding Pirates ved Lykke Pedersen og Martin Robert Knudsen.
Foto: Tina Ibsen

På opdagelse med LEGO Spike, Scratch , TinkerCAD, Unity, Ultra:Bit, Meta Quest VR m.m.

Listen af teknologier vi kan eksperimentere med til klubaftner og i skolen er lang. De fleste programmeringssprog er open source og værktøjer er enten gratis eller billige.

I alle lokalafdelinger har vi adgang til noget udstyr, og mange børn og unge har selv noget grej. Alle har mobile telefoner, Andreas Mogensens 9-årige datter har en LEGO Spike robot, flere og flere familier får adgang til VR udstyr, mon ikke også H.K.H. Frederiks børn har adgang til noget grej, som kan bruges med digital kreativitet.

Noget af alt det gratis er dog slet ikke billigt – vi betaler dyrt med vores data. Noget af alt det grej er ikke godt, ikke velegnet til digital kreativitet, men blot til anvendelse som passiv forbruger.

Her må vi som pirater vise vejen – altså hvor vi kender den – eller også må vi tage på opdagelsesrejse ud i det ukendte og gennem legende tilgang se hvad vi kan få ud af at være på RUMREJSEN sammen.

Vil du også være med til at lave workshops med relation til RUMREJSEN, eller deltage på frivilligdage, så tag kontakt til Martin Robert Knudsen på [email protected] eller via Slack.