Coding Pirates Allerød kom til verden i 2017 og fra afdelingens start var det intentionen at det skulle være en forening på børnenes præmisser:

  1. Alle børn er velkomne, så diversiteten skulle dyrkes og være høj
  2. Undrevisning, fremfor undervisning, efter en lang skoledag
  3. Løbende eksperimentere med børnenes interesse for deltagelse i demokratiske processer

Som afgående kaptajn for en afdeling med mange glade medlemmer (ca. 65) og frivillige (ca. 22) vil jeg tillade mig at fortælle lidt om vores DNA.

Alle børn er velkomne

Det at nørde og stå ved sit nørderi har heldigvis en anden position blandt børn og unge i dag, end da jeg var barn. Nørd var et skældsord i 80/90’erne; i dag er det et legitimt udtryk for at gå op i noget helt særligt, at være ’specialiseret’ i sin fritids-/skoleinteresse. 

Dette indlæg er en del af #fortælle-fredag, hvor vi hver uge opfordrer en frivillig til at dele en historie, en tanke, en fed oplevelse – eller hvad, man har lyst til – med resten af Coding Pirates.  Læs indlægget og hop ind på Slack-kanalen #fortælle-fredag for at deltage i snakken om ugens emne!

Har du et emne, du gerne vil fortælle om? Så hop ind på slack i tråden #fortælle-fredag-plan og skriv dig på listen.

Det er min tese, at vi, hvis vi griber det rigtigt an, får fat børn og unge i Coding Pirates, som måske ikke har haft anden succes i foreningslivet, fordi andre foreninger kræver et højt niveau af kropslige eller sociale skills. Det eneste, vi aftaler med forældre, kan være, at de deltager de første klubaftener.

I Coding Pirates Allerød modtog vi i 2018 Allerød Kommunes Handicappris med begrundelsen:

“Når foreningen har børn og unge som deres målgruppe, så er det uden at skele til forudsætninger og eventuelle handicaps. Det vigtigste er, at man har lysten og evnerne til at deltage. Således rummer Coding Pirates Allerød en spændende mulighed for, at børn og unge i kommunen får bedre redskaber til at navigere i en digitaliseret tidsalder og deltage i et udviklende socialt fællesskab med andre børn og unge.”

Eller som en far sagde til mig: ”Det er så rart ikke at blive spurgt i døren om man har et barn med diagnoser. I tager dem som alle andre, oftest uden faglige forudsætninger – de har godt af at møde forskellige tilgange”.

Desuden har vi meget bevidst valgt at lade piger have fortrinsret i afdelingen og at der udfra socioøkonomiske forhold kan dispenseres fra kontingentet.

Undrevisning fremfor undervisning

Når børnene ankommer til klubaftener, så har de oftest været i skole fra kl. 8 til 15. Derfor forsøger vi – alt efter om alderen tilsiger, at det enkelte medlem vil gå i dybden eller bredden i sin teknologi/programmering – at gøre klubaftenerne så sociale og interaktive som muligt. På 3 ud af 4 hold er klubaftenerne bygget op i ét stort rum, hvor flere aktiviteter og teknologier er i spil på samme tid. På den måde kan man både blive i sin aktivitet, men også lade sig inspirere til hvad man gerne vil i gang med næste gang. 

Nogle hold arbejder med samarbejdsøvelser, brainbreakers og/eller at gå/løbe en tur rundt om biblioteket, hvis der er behov for det.

Vi har købt meget forskelligt udstyr, bl.a. 3D-printere og robotter, men også gamle computere, ledninger og krokodillenæb er en del af rummet. Her suppleres de nogle gange med pap, papir, tuscher og meget mere.

Vores håb er, at medlemmerne bliver bedre og bedre til at hjælpe hinanden og ikke altid søge svar blandt de frivillige. Det lader sig bedst gøre, når holdene er opdelt efter alder, så vi har 2 hold med 7-10 årige, 1 hold med 10-13 årige og et hold med 11+ årige.

Børn som en del af demokratiet

Vi har løbende i bestyrelsen diskuteret hvordan vi bedst kan inddrage børnene i de demokratiske processer, der også hører en forening til. I år forsøgte vi os med en ny form for generalforsamling, hvor vi på en uge holdt 4 generalforsamlinger på klubaftenerne og til slut en opsamlende i weekenden – med dertilhørende konstituering af bestyrelsen.

Vi havde lavet et slideshow, der bla. beskrev dele af manifestet, men som også spurgte ind til hvad medlemmerne kunne tænke sig at lave på klubaftenerne, indkøbe af udstyr og deltage i af aktiviteter. 

Det kom der mange nye spændende forslag ud af, som nu vil blive behandlet af den nye bestyrelse. Vi introducerede dem for økonomien i foreningen og spurgte ind til om de kunne tænke sig at være en del af bestyrelsen, eller lave et piratråd – men er landet på en ide om at invitere til ’inddragende søndage med aktiviteter’ i løbet af sæsonerne. Samtidig var det en mulighed for at vise videoen om Piratskibet, så forventningerne er nu store i Allerød!

Kaptajnen takker af!

Så det er alt i alt en stolt kaptajn, der går fra broen og ned på dækket af det gode skib CP Allerød – med håbet om, at foreningen vil fastholde sit DNA og en idé om, at de personlige kræfter nu lægges i hovedbestyrelsen.

Bag om skribenten: Nikolaj Bührmann

Uddannet pædagog og leder, og arbejder som digital pædagogisk konsulent i Furesø Kommune. Er optaget af makerkultur og makermentalitet samt skabende og fællesskabende processer. Afdelingskaptajn i Coding Pirates Allerød siden opstarten i 2017.