Søg
Close this search box.

Coding Pirates indtager Nordjylland! Skal du være med?

Af Nicklas Nørgaard ︱ 29/11-2023

Coding Pirates vil være større og stærkere i Nordjylland og søger nu bestyrelsesmedlemmer, IT-kreative frivillige, generelle frivillige, samarbejdspartnere og interesserede børn.

Coding Pirates er en landsdækkende forening, der arbejder med børn og unge i alderen 7-17 år, der vil lære at kode, udvikle og skabe deres egne opfindelser.
Foreningen er bygget op omkring frivillige kræfter, og derfor har vi brug for, at der bliver skabt et kendskab til vores forening, så vi kan få flere ombord i det nordjyske.

Hvor kan du bidrage?

I Hjørring og Frederikshavn er Coding Pirates ved at starte nye foreninger op og kunne godt bruge flere frivillige. Det samme kunne de allerede etablerede foreninger i Thisted og Støvring.

I Aalborg søger vi kræfter til en bestyrelse, der kan være drivkraft for at åbne op til tre lokale afdelinger i Aalborg, hvor vi allerede har velvillige værter, der stiller lokationer til rådighed.

Vi har et ønske om at åbne foreninger i fx Års, Fjerritslev, Nykøbing, Thyborøn, Hobro og Hadsund vil vi gerne i dialog med enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, som kunne være interesserede i at bygge stærke Coding Pirates foreninger op sammen med Coding Pirates. Det kan fx være som værter, bestyrelsesmedlemmer, frivillige sammen med børnene.

Gør en forskel for det enkelte barn og styrk Danmark

Som frivillig i Coding Pirates kan man bruge mange forskellige kompetencer: IT-kompetencer, pædagogisk / didaktiske kompetencer, kommunikationskompetencer eller organisationskompetencer i bestyrelsesarbejdet.

Når man er frivillig i Coding Pirates, gør man en forskel for børn og unge og klæder dem på til en digital fremtid. Den frivilliges opgaver kan variere, men som udgangspunkt er der klubaften én gang om ugen i to timer, hvor man deltager.
Når man er frivillig ved Coding Pirates, gør man både en forskel for børnene, får netværk og kan styrke sine egne personlige kompetencer.

Vi er for alle – også for dig!

Vi brænder for at både børn og forældre skal kende til os, så de ved, at det også er muligt at gå til leg, kreativitet og teknologi – nøjagtigt som man kan gå til svømning.
Teknologi fylder meget i børnenes og de unges liv, men de skal lære at udvikle med teknologi og ikke blot anvende teknologi. Derfor er Coding Pirates vigtig. Derfor kan du gøre en forskel, for børn og unge skal være stærke til at bruge og udvikle teknologi og forstå mekanismerne bag nu og i fremtiden.

Dét er Coding Pirates’ mål at løfte den opgave, men vi kan ikke gøre det uden en masse hænder til at løfte, og det er dét vi søger i Nordjylland.

Vil du vide mere?

Kontakt foreningskonsulent Frederik Hugger for at høre mere om Coding Pirates i Nordjylland: [email protected]