#MødMandskabet: Mirza Cirkinagic
Af Izabella Andersen ︱ 26/2- 2026
“Gid det havde eksisteret, da jeg var barn.”
Sådan tænkte Mirza Cirkinagic, første gang han stødte på Coding Pirates. I dag har været med til at starte den første engelsksprogede Coding Pirates-afdeling, PROSA International, for at give endnu flere børn adgang til et teknologifællesskab uden sproglige barrierer.
I denne udgave af #MødMandskabet kan du møde Mirza og høre om hans vej fra idé til virkelighed, hvorfor han mener, at vi skal gentænke teknologiforståelsen i skolen, og hvordan han som “organisatorisk blæksprutte” får klubaftenerne til at glide – så de andre frivillige kan fokusere på det, der er sjovest.
Mirza har forsøgt at starte en lokalafdeling i fire år, og nu er det endelig lykkedes. I dag har han været frivillig i Coding Pirates PROSA International i cirka et år – og han lægger ikke skjul på, hvorfor han startede, og hvorfor han stadig brænder for det.
“Jeg synes, Coding Pirates er et fantastisk koncept. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: Gid det havde eksisteret, da jeg var barn. Det ville jo have været helt fantastisk.”
Han oplever, at teknologi og IT stadig fylder for lidt – og for tilfældigt – i den danske folkeskole. For ham er Coding Pirates en måde at supplere det, han savner i skolesystemet.
“Jeg synes, der mangler en grundlæggende revurdering af, hvordan vi underviser i teknologi og IT i Danmark.”
Samtidig så han et andet hul: manglen på et engelsksproget tilbud i Coding Pirates.
København tiltrækker mange internationale familier. Forældrene bliver hentet til Danmark for at arbejde, og børnene starter i danske skoler og lærer sproget. Men når det gælder fritidsinteresser, er mulighederne begrænsede, hvis man ikke taler flydende dansk endnu.
“Jeg synes faktisk, det var lidt ærgerligt, at deres børn ikke havde et sted som Coding Pirates. Vi har så mange lokalafdelinger på dansk. Men ikke noget for dem, der ikke taler sproget endnu.”
Coding Pirates PROSA International er den første og eneste Coding Pirates-lokalafdeling, der foregår udelukkende på engelsk. Afdelingen er skabt specifikt til engelsktalende børn, og giver expat-familier et sted, hvor deres børn kan have et fritidstilbud med teknologi uden sproglige barrierer.
“Afdelingen er blevet taget virkelig godt imod. Jeg tror, børnene synes, det er fedt at være et sted, hvor sproget ikke også er en udfordring. Det ville være lidt kedeligt, hvis de både skal lære IT eller arbejde med robotter – og samtidig kæmpe med at lære sproget.”
Samtidig tiltrækker afdelingen også danske børn, som gerne vil bruge deres engelsk i praksis.
“Den anden side af det er de danske børn, som også synes, det er fedt at gøre det på engelsk. De er jo vokset op med sproget, så her får de mulighed for virkelig at bruge det i praksis.
Jeg kan se, at nogle af dem synes, det er ret sejt at blive talt til på engelsk og få spørgsmål på engelsk.”



På en klubaften fungerer Mirza som den organisatoriske motor. Han sørger for, at alt spiller, så de andre frivillige kan fokusere på børnene.
Mirzas egen rolle minder om hans professionelle liv. Til daglig har han en politisk valgt stilling som forbundssekretær, men han beskriver den selv som en blanding af projektleder, manager og blæksprutte.
“Alt det, ingen andre kan, det kan jeg.”
Den organisatoriske tilgang tager han med ind i Coding Pirates.
“Min rolle i afdelingen er meget projektlederagtig. Jeg gør lokaler klar, koordinerer med de frivillige, køber snacks, stiller navneskilte frem og svarer på mails fra forældre. Alt det praktiske, som får aftenen til at glide. “Jeg tager hånd om det kedelige, så de andre kan bruge tiden på det sjove.”
Aftenen starter typisk med et kort oplæg om teknologi eller IT. Det har tidligere for eksempel været det binære system eller historien om verdens første computer. Derefter arbejder børnene med projekter, ofte spil i Scratch, enten på én aften eller over flere gange.
For Mirza fylder det sociale og legen mindst lige så meget, som teknologien gør.
“Det fedeste er interaktionen med børnene. Det er lidt en joke blandt min familie og venner, at jeg er 42 år fysisk, men omkring de 12 mentalt. Så jeg tror, det er lige præcis min type mennesker.”
Han beskriver sig selv som et stort legebarn. Og det er netop derfor, han føler sig hjemme her.
I starten kan nogle børn være tilbageholdende. De skal lige se stedet an. Men stille og roligt sker der noget til klubaftenerne.
“Der begynder at komme high fives og små snakke – både når de kommer, og når de går. Det er fantastisk at se børnene blomstre og åbne sig.”
For ham er det vigtigste tegn på succes, når børnene selv tager initiativ. Når de kommer hen for at vise deres projekter, og når det ikke er ham, der starter samtalen.
“Så ved jeg, at vi har ramt noget rigtigt.”
Når Mirza finder tid mellem arbejde og familieliv, spiller han computerspil – noget, han har elsket siden teenageårene. I dag deler han interessen med sine børn, men han presser dem aldrig til at spille.
“Jeg prøver ihærdigt at understrege, at det skal være noget, de selv har lyst til. Det skal ikke være mig, der pusher,” siger han.
Når de spørger om de skal spille sammen, finder Mirza et passende spil, som de kan nyde sammen som en gruppe. Alligevel kan han ikke helt lade være med at analysere spillet, mens de spiller sammen. Han bryder det gerne ned i komponenter og forklarer, hvordan det er bygget op.
“Jeg tror nogle gange, min ældste søn bliver lidt irriteret, fordi jeg altid spørger: ‘Kan du se, hvordan det her hænger sammen?’ Jeg bryder spillet ned i komponenter – det kan jeg ikke lade være med. Det er bare sådan, jeg er som person.”
Ved siden af gaming læser Mirza meget og beskriver sig selv som enormt videbegærlig. Han behøver ikke være ekspert i alt, men han vil forstå tingene grundlæggende, så han kan forklare dem videre.
Hvis Mirza skal give ét råd til nysgerrige frivillige, er det enkelt: Det er ikke så skræmmende, som man tror.
“Man behøver ikke være ekspert. Det, vi lærer børnene, er på et niveau, hvor en voksen sagtens kan være med. Ofte lærer man sammen med dem.”
Med et par timers forberedelse kan man for eksempel sætte sig ind i et Scratch-forløb og undervise i det samme aften. Mere kræver det ikke.
“Jeg tror, nogle kan være lidt bange for, hvor stor en tidsinvestering det er. Men hos os tager jeg mig af alt det praktiske. Så kan man fokusere på det sjove: relationen og arbejdet med børnene.”
Hvis du er nysgerrig på at blive en del af Coding Pirates Prosa, kan du læse mere om afdelingen her og skrive dig op som frivillig her.
I #MødMandskabet præsenterer vi nogle af vores mange seje frivillige i Coding Pirates. Hver især bidrager de med forskellige styrker og kompetencer.
Vil du være med, eller kender du en frivillig der fortjener at blive nævnt? Så kontakt kommunikationsmedarbejder Izabella Andersen på [email protected]
Vi bruger cookies til at optimere vores websted og vores service.