Kom i gang med lodning med skramloteket

Af Frederik Hugger ︱ 2025

Kunne jeres forening godt tænke sig at komme i gang med lodning, men leder I efter noget, der er mere kreativt end de klassiske lodde-startsæt? Så har Skramloteket masser af inspiration til jer.

Skramloteket i København afholder workshops, hvor børn kan lære at lodde. Her bygger de deres første kredsløb med søm, træplader – og selvfølgelig elektronik og loddetin. Derefter omdanner de, ved hjælp af kobbertråd, de simple kredsløb til seje og kreative skulpturer.

Hvad er Skramloteket?

Skramloteket er et kreativt læringsværksted i København, hvor skoleelever fra 2. til 9. klasse får naturvidenskab ind under huden gennem praktisk arbejde med elektronik og eksperimenter. Her bygger børnene deres egne apparater – som fx blinkende skulpturer og morsenøgler – og lærer samtidig om emner som elektricitet, lyd og lys.

Værkstedet blev grundlagt i 2005 og holder til i en historisk bygning på Amager, der tidligere husede en KTAS-telefoncentral. Stedet emmer af historie og er fyldt med gamle måleinstrumenter og apparater, som vækker nysgerrighed og læring.

Skramloteket er anerkendt for sin praktiske tilgang til naturfagsundervisning og har modtaget flere priser – senest H.C. Ørsted-bronzemedaljen i 2023. I dag ledes stedet af Kathrine Segel og Christian Bruhn Rasmussen, der fortsætter det engagerede arbejde med at gøre teknik og naturvidenskab sjovt og tilgængeligt.

Sådan kommer i i gang

Skramloteket har lagt guides ud på deres hjemmeside, der viser, hvordan man laver disse elektronikskulpturer, samt en introduktion til lodning. Alt sammen er let at gå til. Det kræver blot, at man har grundlæggende elektronik- og loddeudstyr, messingsøm, træplader og 2 mm kobbertråd. Husk, at der skal være god udluftning, og at man skal bruge blyfrit loddetin og sikkerhedsbriller.

Her er guiden til, hvordan man laver en lysskulptur, der tændes med knapper:
👉 https://www.skramloteket.dk/byg-et-elektrisk-kredsloeb/

Her finder du en guide til, hvordan man kan bygge en blinkende skulptur med en astabil multivibrator:
👉 https://www.skramloteket.dk/byg-en-blinkmaskine/

Hvis man ønsker et lidt mere avanceret kredsløb – uden alt skulpturarbejdet – så findes der også en guide til, hvordan man kan bygge et morseapparat:
👉 https://www.skramloteket.dk/byg-et-morseapparat/

Kom i gang med Lodning sammen med Skramloteket