Søg
Close this search box.

Martin Exner fortæller som formand for hovedbestyrelsen i Coding Pirates om året der er gået og om de vigtige beslutninger, som ligger foran foreningen til generalforsamlingen.

unnamed

“2015 var året hvor Coding Pirates fløj igennem taget, indtog Danmark og for alvor blev en national forening,” fortæller Martin Exner om det begivenhedsrige år, der er gået.

“Vi formåede at få samling på lokalafdelingerne, blandt andet ved afholdelsen af afdelingslederdagen i Odense, som var en helt fantastisk dag. Vi fik også lagt an til etableringen af Coding Pirates i udlandet, hvor vi er blevet et efterspurgt dansk it-didaktisk koncept.”

Det har betydet, at hovedbestyrelsen med Martin Exner i spidsen har haft travlt med at skabe gode rammer for især nye lokalafdelinger i form af blandt andet opstartspakker, bedre kommunikationsveje og et nyt medlemssystem. Det betyder samtidig, at hovedbestyrelsen er i gang med at sadle om:

“Vi lagde ved sidste generalforsamling op til, at vi skulle have valgt en arbejdende bestyrelse. Det fik vi, og vi har arbejdet hårdt. Vi har ansat de første i foreningen, hvilket har betydet et skifte i forhold til tænkningen om Coding Pirates som et udelukkende frivilligt koncept, over imod at alting tager tid og ikke alle opgaver er lige lette og sjove,” fortæller Martin Exner.

Han forventer, ligesom ved sidste generalforsamling, at den bestyrelse der bliver valgt, vil knokle lige så hårdt som den forrige.

“Der kommer måske en tid, hvor bestyrelsen kan overgå til at være mere strategisk, men det er ikke endnu,” mener Martin Exner.

Coding Pirates skal fortsat være relevant

Ved denne generalforsamling kommer bestyrelsen til at foreslå nogle store ændringer, blandt andet bliver der foreslået en medlemsstruktur, så man til forskel fra nu aktivt kan blive støttemedlem af foreningen.

Derudover er alle medlemmer af hovedbestyrelsen på valg, hvilket inkluderer Martin Exner selv. Han ser blandt andet en vigtig pointe i, at Coding Pirates bliver ved med at være relevante i samfundsdebatten:

“Vores eksistensgrundlag ligger i at være mere end en kodeklub, fordi vi netop kan lægge tryk på det it-kreative. Vi skal blive ved med at presse på i samfundsdebatten i forhold til vores agenda om at udbrede de it-didaktiske aspekter til så mange unge som muligt,” fortæller Martin Exner.

Til valget på hovedbestyrelsen kan man som frivillig og medlem deltage virtuelt på generalforsamlingen og have samme stemmerettigheder som dem, der er fysisk tilstede.

“Jeg ser meget frem til generalforsamlingen, er meget tilfreds med det store antal kandidater til bestyrelsen og håber ligeledes på stort fremmøde, fysisk som virtuelt,” slutter han.

Læs mere om vedtægtsændringerne og om bestyrelseskandidaterne til Coding Pirates Denmarks generalforsamling