Søg
Close this search box.

#mødmandskabet: Sandra Zerahn

Af Benjamin Pomerleau ︱ 23/09-2015

Kodepiraten Sandra fra CUDiM-afdelingen i Aarhus finder stor glæde i at kunne udforske teknologier og mulighedsrummene for leg og læring sammen med børn.

Hvorfor Coding Pirates?

”Jeg synes det er skægt at få bygget noget, der bliver til noget større,” fortæller Sandra, der er en time inde i sin første aften som frivillig hos Coding Pirates Aarhus.

”Da jeg var lille, kunne man gå til spejder eller svømning, men det her er super fedt. Computer er nemlig ikke kun at sidde hjemme og spille på en iPad, det er også rigtig mange andre ting. Her lærer børnene at udforske og opfinde, men også om teknologier, og om hvilken vej strømmen løber. De lærer også at samarbejde om et projekt, og det er en kæmpe ressource at have.”

Hvorfor være frivillig her?

”Jeg er lige lidt for gammel til, at vi legede med IT og teknologier, mens jeg gik i skole, så jeg vil da ikke snydes for sådan noget, og så er det da helt vildt fedt at kunne lege med sådan noget sammen med børn. Jeg har også en søn, så det er inspiration til, hvad man kan lave med børn,” fortæller Sandra, der ikke er en haj til at kode, men her har hun fundet en et sted, hvor hun kan dyrke sin interesse for at bygge med teknologier.

Samtidig med at hun bidrager til at gøre kodeaftenerne lidt bedre, kan hun tage værdifuld erfaring med hjem:

”Det er en unik mulighed for at få indsigt i en verden. Det giver mig erfaring i at arbejde med børn, og den proces der er med, at de skal opfinde ting, og hvordan de tænker, kan jeg lære rigtig meget af. De springer bare ud i det uden at tænke over, hvad det nu skal blive til.”

Baggrund

  • BA i religionsvidenskab og KA i Antropologi.
  • Frivillig i Coding Pirates siden efteråret 2015.