I weekenden afholdte Coding Pirates Aarhus lokalt GameJam, hvor temaet var det omvendte. Med udgangspunkt i det omvendte skulle 55 børn i mindre grupper udvikle deres egne spil på blot 24 timer!

Med sovepose, liggeunderlag og computere i hånden var 55 spændte børn klar til at deltage i Coding Pirates Aarhus’ lokale GameJam. De skulle over de næste 24 timer udvikle deres eget spil, og tøjlerne var frie. Helt op til børnenes egen fantasi kunne de programmere præcis det spil, de ville.

Det var ikke alle, som fik brug for hverken sovepose eller liggeunderlag. Engagementet og humøret var så højt i weekenden, at man kunne høre summen fra computere og snakken gennem hele natten. Stemningen forstærkes af de frivillige, som også udviklede deres eget spil, og hvor søvn heller ikke spillede den store rolle.

Efter mange timers arbejde – og for nogen ingen søvn – skulle alle grupper fremlægge deres spil og ideer for både frivillige, forældre, de andre grupper og et dommerpanel. Søndag eftermiddag skulle tre grupper kåres inden for kategorierne: Bedste spil, design og WildCard.

Bedste-Spil prisen

Bedste Spil-prisen gik til spillet ‘Ball Wars’, hvor to spillere kæmper mod hinanden om at samle mønter. Det omvendte i spillet var, at når spillerne rørte hinanden skiftede spillet fra plus til minus. Det vil sige, alt efter hvornår spillerne sidst havde rørt hinanden, kunne man enten få eller miste mønter, når man samlede dem op.

Dommerne roste gruppens originale og gennemtænkte koncept. Spillet var så veludført at dommerne sagtens kunne se spillet blive realiseret på App Store eller lignende, da man havde lyst til at blive ved med at spille og blive bedre.

Design-prisen

‘Det Omvendte af Det Omvendte’ løb afsted med Design-prisen. Spillet var en solid puzzle-platformer og fik stor ros fra dommerne, som synes det var både sjovt og et veludført koncept. Gruppen lavede en rigtig god præsentation af spillet, hvor de begrundede alle deres valg, hvilket vægtede højt hos dommerne.

I spillet gjaldt det om, at finde en radioaktiv sandwich, hvorefter tyngdekraften ændrede sig, og det gjorde spilleren i stand til at gennemføre de forskellige baner. Da spillet var det omvendte af det omvendte, blev du Game Over, når du gennemførte spillet.

WildCard-prisen

Denne pris gik til en gruppe, som desværre ikke kunne komme helt i mål med deres spil. Gruppen havde opbygget deres spil i Unity, men tekniske problemer forhindrede dem til sidst i at sætte deres spil sammen. De lavede derfor en prototype i Scratch, hvor de kunne demonstrere deres ide med spillet. Dommerne roste gruppen for deres originale ide, kreative nødløsning, som var et godt kompromis, der viste gruppens tanker bag spillet.

Spillet havde gruppen kaldt ‘Planet Terror’, hvor planeten skulle kæmpe mod mennesker, der forurener planeten med deres fabrikker. Til at bekæmpe menneskene kunne planeten bruge både meteorer, vulkaner og tordenstorme.