Søg
Close this search box.

Hejsa – mit navn er Tommy.

Jeg holder til hos Coding Pirates Hvidovre.

Min yndlings-udviklingsplatform: Stencyl!

Hvad er Stencyl?

Stencyl er en 2D-spiludviklingsplatform lidt i stil med Construct, Gamemaker og Gamesalad. Jeg er vild med Stencyl, da der er et ret nemt hop fra Scratch-holdet, hvis man vil prøve kræfter med noget mere avanceret. Stencyl er på engelsk – så ja, ungerne skal forstå engelsk sådan nogenlunde.

Dette indlæg er en del af #fortælle-fredag, hvor vi hver uge opfordrer en frivillig til at dele en historie, en tanke, en fed oplevelse – eller hvad, man har lyst til – med resten af Coding Pirates.  Læs indlægget og hop ind på Slack-kanalen #fortælle-fredag for at deltage i snakken om ugens emne!


Har du et emne, du gerne vil fortælle om? Så hop ind på slack i tråden #fortælle-fredag-plan og skriv dig på listen.

Med Stencyl kan man lave spil til IOS, Android, Windows, Linux, Chrome og HTML5. Jeg plejer at sige, at det er som Scratch, bare med 10 gange så mange blokke og en fysisk motor.

Lidt om Tommy-metoden

Jeg har i årenes løb afprøvet flere måder at undervise på, og jeg har fundet frem til den, der passer bedst til mig.

Når piraterne starter på mit Stencyl-hold skal de gennem en intro, som består i, at jeg sidder på en stol med ryggen til projektoren imens jeg guider dem igennem udviklingen af et platformsspil.

Undervejs stiller jeg spørgsmål til, hvad de tror, der skal ske nu eller hvad svaret til felterne er. Hvis svaret er forkert siger jeg ikke, at der er forkert, men lader dem falde ned i hullet, som vi sammen arbejder os op af igen.

Der er flere gode grunde til, at denne metode virker:

  1.  De får noget erfaring med at komme tilbage, når det er gået skævt.
  2. Jeg ønsker, at de skal komme til at elske fejlfinding – det er altså ret sjovt at finde fejlen i noget og fikse den selv!
  3. Det er sjovt, når helten pludselig står på hovedet, fordi de har skrevet noget forkert.

Jeg ved, at mange i Coding Pirates har stærke  holdninger til tavleundervisning – det har jeg også…!

Jeg prøvede at lave et åbent, kreativt miljø i workshopformat, hvor alle havde deres forskellige spil og projekter, de kunne udvikle på. Derefter lavede jeg en evaluering med ungerne, og mange af dem var lidt kede af det over, at det gik meget langsomt frem med deres spil.

På 3 klubaftner nåede de næsten alle at få lavet et spil, der virkede – men med rigtig meget, som slet ikke virkede, og det var næsten umuligt at få bane 2 eller nye features til at virke.

Bag om skribenten: Tommy Mogensen
******************************************

Afdelingskaptajn i Coding Pirates Hvidovre gennem mange år.

Efter evalueringen aftalte jeg med dem, at næste gang ville jeg lave tavleundervisning, og at de i grove træk ikke lavede meget andet, end det, jeg ville have dem til at lave – og med den grafik, jeg havde valgt.

I meget højt tempo kørte vi igennem pensum (de skulle lave et platformspil) og de fik lidt brok fra mig, hvis de trykkede ”Compile”, før jeg gav grønt lys for at teste spiller. Efter en 2-timers klubaften gik alle ungerne ud af døren med et platformspil, der virkede! Kan de så huske alt det, jeg har lært dem? Nej, ikke helt, men det kan ham, der sidder ved siden af måske.

Overgangen fra Scratch til Stencyl

Det kan godt opstå problemer, når Scratch-holdet sender en dygtig pirat over til mig, som skal igennem intro til Stencyl. Jeg tror, at jeg skal have fastsat nogle intervaller for, hvornår man kan komme ind på mit hold. Ellers er der risiko for, at piraten ikke får den bedst mulige introduktion.

Nå, men tilbage på sporet! Tidligere kom der unger dryssende ind på mit hold, som gerne ville have en introduktion til Stencyl. Nogle gange havde jeg tid til at vise dem det, andre gang blev det lidt noget rod. Men så fandt jeg på at lave en introvideo på Youtube, som de kunne få lov til at sidde og se med hørebøffer på, så det ikke forstyrrede resten af holdet.

Det var en af mine første videoer, men det stoppede ikke her!

Der var jo ting, som jeg ikke havde svaret på (jeg ved godt, at I tænker: “Umuligt, Tommy ved alt!”). Men det viser sig faktisk, at der er noget fedt ved at sige til ungerne: ”Det ved jeg ikke, men inden weekenden har jeg lavet en video med en løsning.”

Tit har jeg lavet løsningsvideo samme aften, og næste gang, nogen siger det samme, så kan jeg sige, at der er en meget kort video med løsningen på min hjemmeside. For at sikre mig, at de husker de ting, jeg har lært dem har jeg lavet udfordringer til dem. En af mine dygtige pirater løste alle 4 opgaver på 20min.

Jeg tror jeg vil stoppe mig selv her – tak, fordi I har læst med!

Her er et link til min Stencyl-fanside, der måske trænger til en opdatering og en kærlig hånd: www.Stencyl.dk

Venlig Hilsen Tommy


Hvis du vil vide mere…

Jeg laver også videoer med POC for at tænde deres nysgerrighed, det er bare lynhurtigt uden at gå i detaljer.

F.eks. denne her, hvor jeg har taget et billede af en bane lavet i flamingo på mit spisebord: https://www.youtube.com/watch?v=al5rJvhHMFY

Lidt sejt, at man kan lave det, så min computerfigur går på noget i den rigtige verden.