Søg
Close this search box.
Foreningerne DigiPippi og Coding Pirates har nu formelt et samarbejde om at skabe it-kreativitet for børn og unge. For Eva Fog, stifter og forkvinde for DigiPippi, styrker det arbejdet for at få flere piger ud af starthullerne med at være it-kreative.
En GameDev-gruppe havde hacket tv-serien Doktor Who gennem et brætspil. Foto: Benjamin Pomerleau
En GameDev-gruppe havde hacket tv-serien Doktor Who gennem et brætspil. Foto: Benjamin Pomerleau

Siden begyndelsen har it-foreningerne Coding Pirates og DigiPippi haft sammenfaldende interesser og samme mål. Nu er samarbejdet formaliseret, så foreningerne bedre kan drage nytte af hinandens ressourcer og kompetencer i fremtiden. Det ser stifter og forkvinde for DigiPippi, Eva Fog, som en win-win situation for begge foreninger.

“Jeg havde ligesom Martin Exner fokus på, at få gang i børn og digital kreativitet. Specielt pigerne, som der desværre ikke var særlig mange af i Coding Pirates. Da jeg fik muligheden for, at være med i Reach for Change, som var den samme inkubator som Martin kom i med Coding Pirates, blev DigiPippi til,” siger Eva Fog og fortsætter:

“Lige fra dag ét var det min tanke, at DigiPippi skulle støtte op om Coding Pirates, for vi har altid haft det samme mål, nemlig at gøre børn bedre til it og teknologi på en kreativ måde.”

Eva Fog er ligesom flere af de andre i DigiPippi også involveret i Coding Pirates-aktiviteterne, og for hende at se er det en naturlig udvikling at få formaliseret samarbejdet mellem de to foreninger.

“Internt gør det livet nemmere for de frivillige, som vi fra dag et har delt. Nu er det nemmere for dem at vide, hvor de står. Deres styrker skal bruges der, hvor foreningerne har brug for dem. For den lokale afdelingsleder i Coding Pirates betyder det, at det er tilladt at trække på DigiPippis erfaringer og samarbejde, hvor det giver mening. Eksternt viser det, at vi ikke er den samme forening og, at vi ikke er konkurrenter. Det er meget vigtigt, da vi i samlet flok løfter bedre og råber højere. Vi står sammen om at gøre børnene stærkere og bedre,” fortæller hun.

Frivillige driver værket
Nye spil blev afprøvet af både små og store til Internet Week Denmark. Foto: Benjamin Pomerleau
Nye spil blev afprøvet af både små og store til Internet Week Denmark. Foto: Benjamin Pomerleau

Magnus Toftdal Lund, der er kasserer i bestyrelsen for Coding Pirates Denmark, peger på, at de to foreningers fælles styrke er centreret om de frivillige – uden de frivillige var der hverken noget DigiPippi eller Coding Pirates:

“Især de frivillige, der er i begge foreninger gør det nemt at få erfaringer udvekslet, så alle bliver bedre. Derudover har begge foreninger en høj grad af autonomi, så de frivillige har mulighed for at prøve alle ideer af uden at de nødvendigvis skal passe ind i en lektionsplan eller et læringsmål. Og så er det sjovt – både for voksne og børn. Motivationen er bare en helt anden, når man selv har valgt det, og der samtidig ikke er økonomiske motivationer,” siger han.

Ifølge Magnus Toftdal Lund skaber aftalen også en tydelighed omkring, hvad de to foreninger hver især kan, og hvor de kan hjælpe hinanden.

“Aftalen gør det tydeligt for frivillige og omverdenen, hvor forskellene ligger. Vi har nu lagt helt fast, at DigiPippi og Coding Pirates ikke er konkurrenter, men supplerer hinanden. Det vil også gøre det nemmere at lave fælles tiltag og hjælpe hinanden. Dernæst har vi også gjort det nemmere for de frivillige at agere på fælles aktiviteter, ved at gøre det helt klart, hvornår man repræsenterer DigiPippi, og hvornår man repræsenterer Coding Pirates,” fortæller han og tilføjer, at det tidligere kunne være en bekymring lokalt, om det ville signalere, at Coding Pirates kun var for drenge, hvis DigiPippi også var repræsenteret.

Eva Fog er glad for, at det bliver tydeligere for alle parter, hvordan de to foreninger kan skabe synergier, og slutter:
“Passionen er til stede hos alle i begge foreninger. Vi har alle ønsket om, at få sat skik på måden, hvorpå vi ser børn og digitale og teknologiske kompetencer.

Læs mere: