Søg
Close this search box.

Teknologi og individualitet gik hånd i hånd på rådhuset i Aarhus. I samarbejde med Internet Week Denmark var det tid til at afholde børne it-konference for de omkring 100 tilmeldte. Dagen begyndte med, at borgmester Jacob Bundsgaard og humanoidrobotten Norma indviede konferencen, hvorefter det var tid til, at alle de opmødte børn skulle lege med Stencyl, Scratch, designworkshops, Mindstorm, Microbits og robotten Pepper.

Foto: Julie Marie Mikkelsen

Børn i aldersgruppen 9-17 år blev på dagen præsenteret for temaer som overvågning, kunstig intelligens, maskinlæring, professionel gaming, sikkerhed og robotteknologi. Der blev klippet, klistret, tweaket, koblet sammen og programmeret da de godt 100 børn gav sig i kast med de forskellige spændende udfordringer, der lå i deres respektive valgfri workshops.

Der var både en introduktion til Stencyl, “træk-og-slip” programmering i Scratch, Robot Workshop, hvor opgaven var at bygge en selvkørende LEGO-robot, Micro:bits introduktion, programmering af Pepper den menneskelige robot samt en designworkshop omkring privatliv på nettet i fremtiden – alt sammen i børn- og teenagehøjde.

Sideløbende med aktiviterne havde børnene også mulighed for at slå et smut forbi en helpdesk, hvor de kunne gøre sig erfaringer med privacy for børn og familier.

Foto: Julie Marie Mikkelsen

Mellem workshopsne og frokostpausen kunne børnene høre tankevækkende børnetalks og debatter fra blandt andet Thomas Schultz, direktør for IT-ingeniør selskabet Enversion. Schultz’ egne erfaringer omkring kunstig intelligens i sundhedsvæsnet blev præsenteret for børnene, som efterfølgende stillede spørgsmål og diskuterede det relevante emne.

Erik David Johnson fra softwarevirksomheden Netcompany afholdt også en talk, hvor temaet ligeledes var kunstig intelligens. Heri var pointen at illustrere for børnene, hvordan en kunstig intelligens er i stand til at tilegne sig viden. Børnene blev i den anledning præsenteret for en kunstig intelligens, som var i stand til at fuldende et nærmest umenneskeligt niveau af computerspillet Super Mario.

Foto: Julie Marie Mikkelsen

Da dagen var omme lød der saxofon-spil fra de to humanoidrobotter. I den forbindelse blev der både klappet, danset, hoppet og sprunget. Det var en dag hvor nysgerrighed var mere end velkommen og spændende fremtidsudsigter kunne eftertænkes.