Lørdag den 18. maj 2019 var over 100 børn og unge samlet til en dag i rumfartens tegn. Coding Pirates inviterede for fjerde år i træk til Børne IT-konference hos Microsoft i Lyngby, og frivillige sørgede for, at børnene fik en god dag.

Fotos af Per Kofod Hansen

Det er i år 50 år siden, NASA skubbede de teknologiske grænser, og som de første lykkedes med at landsætte et bemandet fartøj på månen. Det markerede vi på konferencen under temaet “rumfart”, hvor vi i fællesskab blev klogere på rumteknologi, månelanding og fremtidens rumekspeditioner gennem workshops og oplæg.

Dagen startede ud med oplæg fra dagens keynote-speakers Sine Zambach, frivillig i Coding Pirates, og Eva Fog, forkvinde og stifter af DigiPippi. Oplæggene handlede om rumfart og rumraketter med fokus på kvinder i rummet, og herunder hvordan det i starten var et stort problem for kvinder at tisse i rummet.

3D-grafik, AR-tur til månen og rumfartsworkshops

Efter keynote-oplæggene var det tid til første workshop-runde. Forud for konferencen havde børnene hjemmefra tilmeldt sig to workshops, som lå hhv. før og efter frokost. Der var i alt 11 workshops, som alle blev faciliteret af de frivillige. Læs om alle workshops her.

Jesper Skjærbæk er frivillig i Coding Pirates Hvidovre, og han stod for workshoppen “Blender 3D”, hvor børnene tegnede i 3D-grafik. Han arbejder til daglig i Lidl, og han nyder at lave noget andet i fritiden:

– Jeg elsker at hjælpe børn med at være kreative, og så er det rart at lave noget andet end mit arbejde, fortæller Jesper.

Blandt de frivillige på Jespers workshop var Rikke Petersen, som er softwareudvikler og frivillig hos Coding Pirates Microsoft Lyngby. Også Rikke sætter ord på, hvorfor hun er med som frivillig:

– Det er fedt at opleve børnenes store interesse og engagement. Jeg ville gerne selv have haft muligheden for at deltage i sådan et arrangement, da jeg var barn. Så det er godt at være med til at kunne give børnene denne mulighed, siger Rikke.

Mellem de to workshop-runder blev der serveret frokost. Mens børnene spiste, var der voksen-lounge for alle forældre. I voksen-loungen fortalte Per Kofod Hansen, Kristoffer Rath Hansen og Maria Scheel-Lonsdale, alle tre frivillige, de interesserede forældre om Coding Pirates, og om hvordan man bliver frivillig. Derefter fortalte Gro Thorbjørn Berg Sørensen, som er konsulent for politik og strategi hos Microsoft, hvordan forældre kan være mere aktive med deres børn omkring IT.

Begejstrede børn og unge

Efter anden workshop-runde blev alle børn og forældre samlet for en sidste gang, og Benjamin Hewel rundede dagen af med et kort oplæg om rumfartens påvirkning af dagligdagen. Se den her [00:11:50]:

Da konferencen var slut, kunne man høre begejstrede børn fortælle deres forældre om dagen, og ord som “sejt” og “det var super sjovt” strømmede ud fra Microsofts imponerende bygning. Der var sågar en mor, der måtte sige til sin søn, at hvis han skulle have AR-briller, så ville de være nødt til at aflyse sommerferien.

Det var også en tilfreds søn, som Katja Ljungqvist tog med hjem fra konferencen. Katja er mor til Victor på 12 år, som har stået på venteliste til at gå til Coding Pirates i halvandet år. Hun var ikke klar over, at Victor automatisk kan komme ind, hvis hun selv melder sig som frivillig:

– Jeg har selv overvejet at blive frivillig efter i dag. Det har været et fantastisk arrangement. Man kan se på børnene, at de har haft det sjovt. Det er et super godt initiativ, og det er en god mulighed for at vise børnene interesse for branchen, fortæller hun.

Ingen konference uden de frivillige

Maria Scheel-Lonsdale, der er frivillig i Coding Pirates Microsoft Lyngby, var tovholder til arrangementet. Hun har været med til at planlægge konferencen i samarbejde med Søren Jensen, der arbejder på Coding Pirates-sekretariatet. Også Maria var tilfreds, da konferencen var slut. Mange måneders planlægning og forberedelser gik op i en højere enhed:

– Der er gået mange timer forud for dagen med planlægning og forberedelser, så det hele kunne gå så glidende, som det gjorde, fortæller Maria.

En konference af denne størrelse er dybt afhængig af engagerede frivillige til at facilitere workshops og til at hjælpe med alt det praktiske.

– De frivillige har knoklet for at skabe nogle spændende rammer for deres workshops under temaet rumfart, og flere af dem har holdt styr på op til 20 børn og unge pr. workshop. De er så mega seje. Jeg er meget taknemmelig for alle dem, som kom og hjalp til, og som fik dagen til at ske. Uden dem – ingen konference, fortæller Maria.

Tak til sponsorer og samarbejdspartnere:

Microsoft er økonomisk hovedsponsor og stiller deres lokation og personale til rådighed i forbindelse med konferencen.

Workshops blev tilrettelagt af frivillige i Coding Pirates og i samarbejde med Spacedays 2019 og Dansk Selskab for Rumfartsforskning.

Se galleriet for dagen

Fotos af Per Kofod Hansen