Søg
Close this search box.

#mødmandskabet: Jakob Kristensen

Af Anders Hjortskov ︱ 26/10-2015

Selvom man har mange års erfaringer fra it-branchen, kan man godt lære nye ting ved at mødes med store og små kodepirater. For Jakob Kristensen gælder det både om at lære fra sig, nørkle med teknologier sammen og ikke mindst at benytte Coding Pirates som et springbræt.

Hvorfor Coding Pirates?

“Jeg kan selv godt lide at arbejde med sådan noget her, jeg synes nogle gange mit arbejde kan blive tørt og kedeligt. I min fritid nørkler jeg med blandt andet Arduino og elektronik. Jeg har en datter, der går i 0. Klasse, og det er også lidt hendes skyld, at jeg meldte mig her. Jeg håber da på, at hun har lyst til at være med her om et år eller to,” fortæller Jakob Kristensen, der i mange år har arbejdet med teknologier og it, men som er ganske ny i forhold til Coding Pirates.

Hvorfor være frivillig hos Coding Pirates?

“Børnene er engagerede og de har lyst til at lege med det her, det er enormt inspirerende at se,” fortæller Jakob Kristensen om det at være frivillig i Coding Pirates på CUDiM i Aarhus, hvor piraterne pt. laver arkadespil som fx en flippermaskine med bordtennisbolde.

“Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at det er enormt spændende at genbruge gamle ting, som ellers havner i skraldespanden og bygge videre på dem. Og det kan godt være, at Coding Pirates bliver et springbræt for et karriereskift for mig,” fortæller Jakob om motivationen for at være frivillig i foreningen. Han har blandt andet også klare holdninger til, hvad børnene skal få ud af at være med i piratklubben:

“Det er vigtigt for børnene at lære at fejle og blive klogere af det, de laver. De skal lære at vove at springe ud i det og ikke være bange for at fejle. De bliver modige og får mulighed prøve verden af og se, hvordan den fungerer. Det er klart med drenge og piger på otte år, så er det ikke nødvendigvis kodning og elektriske kredsløb, de lærer med det samme, men de får en fornemmelse for de basale ting.”

Hvad vil du sige til andre, der gerne vil være frivillige?

“Jeg har lært at der skal være flow i forløbet, altså at vi introducerer noget nyt i løbet af aftenen, så børnene ikke keder sig og går i stå,” fortæller Jakob om det pædagogiske element i at køre en workshop.

“Jeg er ikke den store pædagog, men jeg prøver at lære fra mig ved hjælp af eksempler. Sidste gang gik der mere leg i det, end jeg havde forestillet mig, hvilket virkede frustrerende. Det prøver vi at inkorporere denne gang, så nu starter vi stille ud med teknologien, mens børnene er friske, og så går det mere over i leg senere,” 

Det har ikke afskrækket Jakob Kristensen fra være med til klubaftenerne i Coding Pirates og kunne få en masse ud af det:

“Jeg har allerede opfordret andre på mit arbejde til at være frivillige, og jeg kunne se, at de nærmest blev misundelige,” griner han.

Baggrund:

  • Dataingeniør fra Aalborg.
  • Har arbejdet for virksomheden CGI 20 år.