Søg
Close this search box.

#mødmandskabet: Henrik Jarl Reinhold Madsen

Af Maria Scheel-Lonsdale ︱ 18/11-2015

Henrik har taget springet fra datamatiker til pædagog, og koblingen mellem de to har givet ham et godt udgangspunkt i det frivillige arbejde hos Coding Pirates, hvor han kan se at teknologier motiverer og rykker børnene både fagligt og socialt. Noget han forsøger at inddrage i skolen og pædagogisk praksis.

Hvorfor Coding Pirates?

”Jeg har gerne villet være med i et stykke tid, og så havde jeg en rigtig god anledning i forbindelse med et modul i ’digitale medier og kultur’ på pædagoguddannelsen, som jeg kunne tage i Aarhus. Til eksamen i faget kan jeg trække på en masse praktiske eksempler fra Coding Pirates, og jeg tænker også at jeg i min kommende praktik på Horsens Byskole, kan trække forskellige teknologier ind i undervisningen. Jeg har lidt erfaring med Scratch fra tidligere, hvor jeg har prøvet at lave et spil”, fortæller Henrik Madsen, der desuden har erfaring med selv at programmere bl.a. fra tiden som datamatiker.

Hvorfor være frivillig hos Coding Pirates?

”Det der gør det fedt at være en del af Coding Pirates er helt klart at det er sjovt og spændende at se børnene arbejde med de opgaver man har forberedt. I processen vejleder jeg, støtter og udvikler med dem, og jeg lærer også en masse om mine undervisningsmetoder og indhold undervejs.

Det er lidt en sejr når drengene har løst en opgave, som de har haft lidt svært ved og så kommer med febrilske glædesudbrud, når det fx lykkes for robotten at manøvre uden om en væg. Det er tydeligt at når børnene bliver fanget af det, så tænker de ikke over at de lærer, imens de er i gang med at kode robotterne.

I Coding Pirates lærer børnene ikke kun at bruge teknologien, men også at producere noget igennem den, og det er en ny måde at være kreativ og skabe ting, som man slet ikke ser i skolen”, uddyber Henrik Madsen, som synes at undervisningen godt kan være lidt kedelig i skolen. ”Ved at lære basal programmering til at styre robotter, kommer der fx matematik ind over. Børnene lærer at regne i grader og hvor hurtigt motoren skal dreje. Undervisningen kommer på den måde til at handle om konkrete og fysiske objekter, hvor børnene hurtigt kan se udbyttet og hvor teori og praksis hele tiden understøtter hinanden. Det giver mening, motivation og troen på egne evner. På den måde har Coding Pirates et potentiale for alle børn, når teknologi og pædagogisk mål og sigte hænger sammen”.

Hvad vil du sige til andre, der gerne vil være frivillige?

”Man skal have en hvis interesse for teknologi i forvejen, men man behøver ikke at have særlig stor erfaring med det. Man guider og hjælper hinanden undervejs. Jeg er samtidig overrasket over hvor meget tid man skal bruge for at sætte sig ind i nye teknologier, men det giver utrolig meget når det hele går op i en højere enhed, og det gør det heldigvis som oftest. Det at spare med de andre frivillige om deres workshops, giver mig også ideer til at inddrage teknologier i skolen og pædagogisk praksis på nye måder, afslutter Henrik Madsen.

Baggrund:

  • Uddannet Datamatiker fra Erhvervsakademi Aarhus i 2011
  • Går nu på 5. semester på pædagogseminaret i Horsens
  • Frivillig på Dokk1 siden september og med i Mindstorm-workshop