Søg
Close this search box.

Landsmødet 2024: En særlig dag med stor opbakning til både Generalforsamlingen og fødselsdagsfesten om aftenen

Af Nikita Hald Sørensen ︱ 06/03-2024

Coding Pirates afholdte d. 2. marts Landsmøde i Odense med stor opbakning fra hele landet. Dagen startede ud med morgenkaffe og rundstykker i kantinen, hvor de mange frivillige havde mulighed for at lande og hilse på hinanden, inden generalsekretær Louise Overgaard og repræsentant i DUF Pippi Lester bød velkommen til Landsmødet. 

Herefter bød programmet på workshops for alle. I første omgang kunne deltagerne dykke ned i emner som; Playing with the sun med Amas Blanton, Maskinlæring og micro:bits med Magnus Højholt, Piratskibet med Sune Nilausen og Cybersikkerhed med Keld Norman

Hele dagen blev afholdt på 2. sal hos Coworking Plus, hvor sekretariat til daglig har deres gang, og kantinen blev samlingsstedet i løbet af dagen. Til frokost var der sandwich og sodavand til alle. 

Da alle igen var tanket op med energi, skulle de samles til generalforsamling. Her forløb programmet som planlagt. Der var to vedtægtsændringer til afstemning, og begge blev vedtaget. Den første vedtægtsændring gik på en formalia, hvor en sætning manglede indryk. Den anden omhandlede posten som medarbejderrepræsentant i sekretariatet. ​​Her blev følgende sætning tilføjet under “§7 Bestyrelse”: Såfremt ingen på sekretariatet ønsker at stille op til posten, bortfalder denne plads fra bestyrelsen. 

Herefter skulle den nye bestyrelse findes og består nu af følgende: Formand: Søren Berg Paarup, næstformand: Lis Zacho, kasserer: Ditte Arndt Svendsen, sekretær: Noah Kallesø samt Martin Fritzen, Mette Møller Jeppesen og Jane Grud. Mikael Hewel, Martin Knudsen og Sune Nilausen er suppleanter. En stor tak skal lyde til de afgående medlemmer Kim Fredriksen, Maria Scheel-Lonsdale, Karsten Sommer og Thomas Vase Schulz Volden. Vi håber, at vi bliver ved med at se jer ude i klubberne, til events og næste års landsmøde. 

Fra venstre: Lis Zacho, Martin Robert Knudsen, Mikael Hewel, Mikael Fritzen, Jane Grud, Ditte Arndt Svendsen, Sune Nilausen, Noah Kallesø, Søren Berg Paarup

Luften var tæt til generalforsamlingen, så det passede perfekt med en pause med kaffe og fødselsdagsgave. Deltagerne blev selvfølgelig også budt på rom. Vi er vel pirater 😉 

Anden omgang af workshops bestod af Elektronik for 7-9 årige med Guldastronaut, AI med Martin Exner, Rumrejsen med Martin Knudsen og Hello Ada med Nermeen Ghoniem. Tak til alle workshopholderne for at levere spændende og inspirerende indhold til dagen. 

Vi sluttede på 2. sal med en fællesleg iscenesat af Kristian Ibsen fra sekretariatet. Legen “egg drop” går kort og godt ud på, at vi skulle kaste et æg ud af vinduet fra 2. sal uden det gik i stykker. Kristian havde indkøbt en masse lækre madvarer, og så var det ellers bare at gå i gang med at bygge den bedste beskyttelse til sit æg. Legen skabte både grin og grisede hænder, og det lykkedes faktisk nogle at kaste ægget ud uden det gik i stykker. 

“Tak for et virkelig godt landsmøde/generalforsamling med inspirerende workshops! Og ikke mindst have mulighed for at mødes med både frivillige og ansatte på sekretariatet. Tak til alle der har været med til at planlægge landsmødet <3”

10 års fødselsdagsfest

Landsmødet var ganske særlig i år, fordi vi også skulle fejre vores 10-års fødselsdag. Coding Pirates har sat fokus på leg, kreativitet og teknologi i et årti, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi Coding Pirates består af en masse engagerede frivillige, der tilsammen giver et fantastisk fællesskab. Og det kunne da også mærkes til festen. Selvom der var problemer med strømmen, og pandekagerne ikke kunne bages så hurtigt som forventet, så var der ingen klager. Folk hyggede sig rundt ved bordene.

Disse ord valgte de frivillige at bruge til at beskrive Coding Pirates i vores CP quiz til fødselsdagsfesten (De store ord er dem der blev skrevet flest gange)

Fødselsdagen blev markeret af en flot digt skrevet af Heidi Svale Jonsson fra Herning afdelingen. Sammen med John Munk delte hun også gaver ud, der bl.a bestod af en pirat-malebog og en robot til bestyrelsen. Fra sekretariatets side havde vi forberedt en Coding Pirates quiz, der skulle teste vores fælles viden om Coding Pirates og teknologi. Mikael Hewel løb med sejren. Festen sluttede kl. 03:00, da hverken frivillige eller sekretariatsmedarbejdere var færdige med at snakke, danse og hygge sig – Coding Pirates’ 10 år blev fejret!

Tak for alle, der deltog i dagen. Vi håber, at vi ses igen næste år.