Søg
Close this search box.

Coding Pirates sætter fokus på de kommende generationer af innovatører og udviklere til Internet Week Denmark. Mød de dygtige børn og unge, der viser deres konstruktioner og programmeringsevner frem og leg selv med teknologierne på Dokk1 til åbningen af festivalen.

Ole Caprani er den faglige drivkraft bag RobotPiraterne og deler posten som afdelingsleder med Claus Kramer.
Ole Caprani er den faglige drivkraft bag RobotPiraterne og deler posten som afdelingsleder med Claus Kramer.

Den 9. – 13. maj løber den crowdsourcede festival Internet Week Denmark af stablen på Dokk1 og mange andre steder i Aarhus. Den brede festival har blandt andet fokus på kreativitet, medier og teknologi i mange forskellige formater hen over ugen.

Coding Pirates sætter i den forbindelse fokus på børn og unge, som repræsenterer de fremtidige generationer, der skal bidrage til, at Aarhus konstant udvikler sig. Allerede til åbningsarrangementet den 9. maj på Dokk1 viser tre Aarhus-afdelinger deres arbejde med teknologi, konstruktion og designtænkning.

“Byens borgere er i høj grad også børnene og de unge. De skal ikke blot være forbrugere, de skal have en teknologisk forståelse og være skabere af teknologien. I Coding Pirates vil vi gerne medvirke til, at vores piratbørn bliver kritisk tænkende, samfundsengagerende, it-kreative børn. Det er lige præcis det koncept, som er et perfekt match til en fejring af internettet og visionen om Smart Aarhus, som ligger bag Internet Week Denmark,” fortæller Louise Overgaard, der er formand for Coding Pirates Aarhus og næstformand i Coding Pirates Denmark.

Afdelinger benytter mange forskellige teknologier som LEGO Mindstorms, GoPro-kameraer, MakeyMakey, 3D-printere, Ozobotter og Little Bits. De bliver koblet med pap, piberensere, limpistoler og meget mere, som børnene og de frivillige arbejdet i sæsonen, og som er med til at vise de kreative potentialer, der er i teknologierne – og som interesserede kan prøve kræfter med på dagen.

Tre afdelinger udveksler kreationer

Afdelingen RobotPiraterne holder til på LEGO Lab ved Datalogi på Aarhus Universitet og har haft piratbørn til klubaftener hver tirsdag i hele forårssæsonen. Børn og frivillig har i denne sæson bygget på Robotland, som er et af de projekter, der vises frem til Internet Week Denmark.

“Robotland er vores tematiske ramme, som viser børnenes ideer, og hvad de forestiller sig, der sker i et Robotland. Indbyggere i landet er forskellige slags robotter, for eksempel en rundviserrobot og en kamerarobot, som filmer sin tur rundt i Robotland. Derudover vil vi vise, hvordan man programmerer Mindstorms-robotter og invitere til leg med robotter ved vores robotbord, så interesserede kan afprøve og lege med de forskellige typer af robotter,” fortæller Hans Klysner, der er frivillig i afdelingen.

Det er for Louise Overgaard dejligt at se de forskellige afdelingers arbejde og ser samtidigt det som givtigt og vigtigt, at der er et tæt samarbejde på tværs af afdelinger i byen:

“Vi bliver inspireret af hinanden, hjælper hinanden med at hverve frivillige, samarbejder om at børnene kommer hen, hvor de gerne vil være, og så holder vi fælles arrangementer. Men afdelingerne er også meget forskellige og har fokus på vidt forskellige ting, hvilket gør, at vi favner en række forskellige teknologiske og idemæssige interessefelter,” fortæller hun.

Hans Klysner kan som frivillig hos RobotPiraterne se mange potentialer i at mødes på tværs af afdelinger i lokalområdet.

“Vi vil vise omverdenen, at vi er til stede, og samtidig er det en åben invitation til dem der vil lege med teknologi. Det er sjovt med en fælles afslutning for vores afdelinger, for det er altid spændende at se, hvad de andre har arbejdet med. Det er også med til at give inspiration til børnene og de frivillige, så det er virkeligt fedt, at afdelingerne mødes til sidst. Jeg håber at kunne nå at snakke med de andre frivillige i løbet af aftenen,” fortæller han.

Børn og unge er del af løsningen

Det er ifølge Louise Overgaard vigtigt, at et arrangement som Internet Week Denmark ser på hele bredden af, hvad internettet og digitale mediers potentialer er, og også fokuserer på begyndelsen af fødekæden:

“Danmark har svært ved at hyre tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft inden for det teknologiske felt. Det er et problem nu og bliver det i fremtiden, hvis vi ikke gør noget ved det. Coding Pirates gør noget nu, og det er vigtigt, at vores piratbørn bliver hørt og set. De kan meget vel være de kommende skarpe teknologiske eksperter, og det er kun godt, hvis vi kan motivere dem yderligere via et arrangement som Internet Week Denmark,” fortæller hun og peger på, at det er muligt både at få en snak med både børnene selv og de frivillige i foreningen:

“Det er muligt at høre om deres ideer, se hvad de har fået skabt og prøve det af. Det er også muligt at snakke med de mega seje frivillige om det kæmpe arbejde, de gør uge efter uge og om foreningen Coding Pirates, som er vokset eksplosivt, siden vi åbnede første afdeling for to år siden,” fortæller hun og påpeger, at i Midtjylland alene har Coding Pirates foreninger i Favrskov, Skanderborg, Viborg og Silkeborg, mens der er endnu flere under opsejling.

Læs mere: