Søg
Close this search box.

Gode erfaringer fra FIRST® LEGO® League World Festival i Houston

Af Maria Hufnagel Nielsen︱ 03/05-2024

Coding Pirates’ programledere på FIRST LEGO League, Édith og Kristian, deltog ved World Festival i Houston, der løb af stablen 16. – 20. april.

World Festival i Houston er kulminationen på FIRST LEGO League-sæsonen. Der er 58.000 deltagere fra hele verden, som konkurrerer om at komme øverst på podiet i FIRST LEGO League. Danmark var repræsenteret med to hold, der begge havde vundet en pris ved Danmarksfinalen i november sidste år. Giffl fra Vanløse, der vandt robot-design prisen og The Artech Innovators fra Billund, der vandt FIRST LEGO League-champion prisen. Gifll endte blandt finalisterne ved innovationsprojektet til World Festival.

Gifll havde en begivenhedsrig uge, med besøg fra Andreas Mogensen og en nominering til innovationsprojektprisen

Festivalen åbner muligheder

“World festival og generelt FIRST LEGO League giver en unik mulighed for at børn og unge kan få fingrene i teknologien med en legende tilgang, og det gør at de allerede er 10 skridt foran alle andre”, fortæller Édith Oberlé, programmanager for FIRST LEGO League i Danmark. Hun fortæller også, at deltagerne ved festivalen er meget eftertragtede af virksomheder. “Der var flere virksomheder til stede ved festivalen, som gerne vil have fat i de unge mennesker, fordi de kan noget som andre ikke kan”, uddyber hun.

Alle kan blive professionelle

World Festival minder på mange måder om en stor sportsbegivenhed. 58.000 mennesker – børn og voksne – samlet på ét sted. De træner, konkurrerer, lærer og hygger sig. Alle er samlet om det samme og har en fælles interesse. Grundlæggeren Dean Kamen forklarer, at til forskel fra sportens verden, er der i FIRST LEGO League mulighed for, at alle kan blive professionelle. Alle deltagerne kan vælge at uddanne sig inden for naturvidenskab og teknologi, når de bliver voksne.

Næste sæsons tema

Til festivalen i Houston skete der noget, som alle deltagerne havde ventet i spænding på. Næste års tema blev lanceret. Temaet er SUBMERGED, og handler om verdens have. “Fantastisk” siger Édith og uddyber, at det er super aktuelt, da der lige nu er meget fokus på forureningen i verdens have. Det er et tema, der nemt kan inkluderes i undervisningen. Det er et tema med uendelige muligheder, afslutter hun.

World Festival gav inspiration og læring til teamet

Kristian forklarer, hvordan han og Edith fik meget ud af at deltage i World Festival. “Vi blev bekræftet i at vores arbejde er super vigtigt, i forhold til at støtte de børn og unge, der deltager”. Programlederne fik til World Festival indblik i, hvordan man afholder FIRST LEGO League i andre lande, hvilket har givet dem inspiration til hvordan man kan udvikle FLL i Danmark.