I weekenden den 16. og 17. november 2019 samarbejdede mere end 200 børn i grupper nat og dag om at redde verden. Det gjorde de ved dette års nationale Game Jam, der løb af stablen på Dokk1 i Aarhus og hos Microsoft i Lyngby.

Med favnene fulde af computere, soveposer og toiletsager troppede 200 forventingsfulde børn og unge op ved indgangen til Dokk1 i Aarhus og hos Microsoft i Lyngby klar til at erobre de to steder de næste 24 timer. Foruden praktiske fornødenheder havde alle deltagerne også medbragt en ukuelig tro på, at netop dé kunne udvikle og kode det bedste og sejeste spil til dette års Game Jam.

Da deltagerne tjekkede ind, stod de frivillige klar til at tage imod dem med high-fives og traditionen tro; den årlige Game Jam-T-shirt. Efter velkomst og gruppeinddeling var alle nu parate til at give sig i kast med konkurrencen om at udvikle og kode det bedste computerspil på 24 timer – nedtællingen var i gang!

Fakta om
Coding Pirates’ Game Jam

  • Afholdt første gang i København i 2014
  • Deltagerne har 24 timer til at udvikle og kode det sejeste computerspil
  • Deltagerne bliver inddelt i grupper med 3-5 personer i hver
  • Game Jam er Coding Pirates’ største årlige nationale event

Der blev kodet på livet løs hos gruppen her hos Microsoft i Lyngby.

Også på Dokk1 gik grupperne straks i gang med at idégenerere og udvikle deres spil.

Sådan redder vi verden

I år var temaet ”sådan redder vi verden”. Temaet var udvalgt med input fra de frivillige i Coding Pirates og gav plads til, at deltagerne kunne være kreative og lade fantasien løbe frit. Det var nemlig op til hver gruppe, at vælge hvilken verden de ville redde – og ikke mindst hvordan.

Flere af grupperne valgte at tage udgangspunkt i klimadebatten og begyndte at udvikle spil, hvor målet eksempelvis var at forhindre forurening ved at sortere affald eller på anden vis passe på klimaet. I Aarhus var der sågar en gruppe, der udviklede et spil, hvor slaget stod mellem USA’s præsident Donald Trump og klimaforkæmperen Greta Thunberg.

I Lyngby introducerede de i år også muligheden for at vælge benspænd, som kunne udfordre kreativiteten. Det benyttede flere grupper sig af, og én enkelt gruppe tog udfordringen op og valgte ikke mindre end syv benspænd!

Inspirerende gæster og game feel

I Aarhus inviterede de ikke kun børn og unge indenfor på Dokk1. Der var flere gæster på programmet.

– Vi har for første gang inviteret en udefrakommende speaker, der ikke er spilprogrammør, komikeren Niels Forsberg. Det fungerede rigtig godt. Vi benyttede efterfølgende muligheden for også at lave en podcast med ham, udtaler Martin Wolfgang Wolsgård, der var underholdnings- og programansvarlig for Game Jam i Aarhus.

Ud over Niels Forsberg gæstede også Youtuber og gamer Lasse Vestergaard Dokk1. Lasse gik rundt blandt de arbejdende grupper af kodelystne pirater og spurgte interesseret ind til deres spil og kom med gode råd til stor begejstring for deltagerne.

I Lyngby var grundlægger af Coding Pirates Martin Exner og Game Jam-guru Rasmus Clausen med til at sætte gang i jammet og motivere deltagerne. Rasmus gav bl.a. deltagerne gode råd til, hvordan man idégenererer, og hvad der skal til for at skabe ’Game Feel’, der handler om, at få et spil til at føles godt.

Ét hold på Dokk1 blev imponeret over størrelsen på vareelevatoren og rykkede derfor spiludviklingen ind i den. Der manglede dog både strømstik og netforbindelse, så de rykkede ud igen efter nogle ture op og ned.

For at holde gang i hjernen ud på de små timer, sørgede de frivillige i Lyngby for at få børnene op af stolene og ud at bevæge sig i små lege. 

4 forskellige priser

Game Jam er en konkurrence, og derfor blev de bedste spil også hyldet. Traditionen tro var der fire forskellige kategorier, som hvert spil kunne udmærke sig i.

De fire kategorier var: 

  • Bedste spil
  • Bedste design
  • Wildcard-prisen
  • Junior-prisen

Begge steder var det en jury bestående af kompetente folk, der efter grundig votering, udvalgte vinderne ved dette års Game Jam.

Juryen bestod i Lyngby af:

  • Overdommer Anette Nørgaard (repræsentant fra Vækstfonden)
  • Thomas Pedersen (Microsoft-ansat og frivillig i Coding Pirates Microsoft Lyngby)
  • Andreas Rudolph (frivillig i Coding Pirates DIKU)
  • Per Hansen (frivillig i Coding Pirates ITU )
  • Rasmus Selsmark (frivillig i Coding Pirates DIKU)

Juryen bestod i Aarhus af:

  • Martin Hauge (afdelingskaptajn i Coding Pirates Dokk1)
  •  Steen Nielsen (repræsentant fra Dokk1)
  • Jannik Mulvad (repræsentant fra Dokk1)
  • Anders Henneberg (repræsentant fra IT-minds)

Og vinderen er …

Lyngby

Bedste spil

Hold 1

Markus – 14 år
Jakob – 9 år
Benjamin – 12 år
Kasper – 16 år

Bedste design
Hold 11

August – 16 år
Mathias – 15 år
Oskar – 14 år
Viggo – 14 år
Ibrahim – 15 år

Wildcard-prisen

Hold 13

Hjalte – 13 år
Mattis – 13 år
Gustav – 14 år
Asger – 13 år
Torben – 13 år

Junior-prisen

Hold 6

Oliver – 8 år
Sophie – 8 år
Dennis – 9 år
Sofia – 9 år
Isach – 9 år

Aarhus

Bedste spil

Hold 4

Rasmus
Sebastian
Peter
Marcus

Bedste design

Hold 26

Milo
Louie
Frej
Buster
Mads
Emil

Wildcard-prisen

Hold 24

Jesse
Calle
Maximillian

Junior-prisen

Hold 6

Alfred
Vilfred
Noelle

Stor frivillig opbakning

Fælles for Game Jam i både Aarhus og Lyngby var den store frivillige opbakning. Samlet set bidrog mere end 80 frivillige fra Coding Pirates. Henover eventet var de frivillige klar – både dag og nat – til at svare på tekniske kodespørgsmål, sørge for forplejning, sikre den gode stemning og holde gejsten oppe.

Mange af de frivillige havde været med til Game Jam tidligere, men for nogle var der tale om første gang. Det gjorde f.eks. stort indtryk på Thomas Pedersen, der er frivillig i Coding Pirates-afdelingen hos Microsoft i Lyngby, at være med til Game Jam:

– Det er mit første Game Jam. Det er superfedt at mærke energien og kreativiteten, som børnene kommer med. Det er fantastisk at kunne hjælpe og være en del af jammet, som en naturlig overbygning på klubaftenerne. Og fedt at se, at børnene kan fordybe sig i 24 timer modsat en enkelt aften.

Coding Pirates’ grundlægger Martin Exner deltog endnu en gang i Game Jam og hjalp nye og rutinerede pirater i mål med deres spil.

De frivillige i Aarhus fyrede op for Aarhus’ største VR-legeplads i samarbejde med Dokk1, som stillede udstyr til rådighed.

Tovholderne bandt det hele sammen

Den overordnede planlægning af Game Jam 2019 er sket i samarbejde mellem Sekretariatet og tovholderne fra hver lokation. I Aarhus var det den rutinerede og nyudnævnte formand i Coding Pirates Aarhus, Mikey Bruun Andersen, der svingede taktstokken, som han har gjort det af adskillige omgange før, mens det i Lyngby var formand for Coding Pirates Roskilde Kristoffer Rath Hansen og frivillig i Coding Pirates Microsoft Lyngby Maria Scheel-Lonsdale, der bevarede overblikket.

– Jeg oplevede det som en stor, men spændende opgave at være tovholder. Jeg har haft meget at se til under forberedelserne til eventet. Men med hjælp fra min med-tovholder Kristoffer og en håndfuld frivillige har vi fået planlagt et virkelig fedt event, mange tak! udtaler Maria om opgaven og tilføjer; samtidig er jeg virkelig stolt over at opleve glæden hos frivillige og børn, der sammen fik nogle megasjove oplevelser, netværk, lært en masse nyt og skabt en hel del nye sociale relationer.

Tak til sponsorer og samarbejdspartnere

I forbindelse med planlægningen af Game Jam har flere samarbejdspartnere og sponsorere meldt sig på banen. Nogle med økonomisk hjælp, mens andre har bidraget med lokaler og ansatte. På vegne af Coding Pirates vil vi gerne takke for samarbejdet.