Søg
Close this search box.

Fra Pirat til tech studerende

Af Maria Scheel-Lonsdale ︱ 28/06-2022

Sofie startede sin rejse med Coding Pirates allerede fra 3. klasse hos Coding Pirates Carlsberg. Her fik hun mulighed for at udvikle sig ift. hendes interesse for programmering og teknologi. Da afdelingen måtte lukke søgte hun videre til Coding Pirates Lyngby. Sofies rejse stopper dog ikke her, for i hendes søgen efter at udvikle sine kompetencer, har hun valgt at søge ind på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, hvor hun er blevet optaget på et 5 årigt digitalt forløb.

Baggrund

Sofie på 13 år går til Coding Pirates hos Coding Pirates Microsoft Lyngby afdelingen. Her har hun tilegnet sig en masse nye kompetencer og flair for HTML/CSS. Før hun startede til Coding Pirates kendte hun allerede til Scratch.

“Jeg har gået til mange forskellige sportsgrene igennem årene som fx. svømning, klatring og kajak. Da jeg var yngre gik jeg også til latin i et halvt år. Jeg går i Skole på Islands Brygge og til hverdag læser jeg rigtig meget, og så er jeg også sammen med mine hunde.”

Første møde med Coding Pirates

Hvordan fik du kendskab til Coding Pirates?

“Jeg gik i 3. klasse, da min far spurgte om jeg gerne ville prøve at gå til kodning. Han havde hørt om Coding Pirates et eller andet sted. Det ville jeg gerne, da jeg allerede var en smule interesseret i kodning på det tidspunkt pga. en bog, kaldet Computer Coding for Kids, som lærte mig om Scratch.

En rejse i Coding Pirates

Coding Pirates Carlsberg – hvor det hele startede

“Jeg synes det var rigtig hyggeligt, og jeg lærte meget i forhold til hvor ung jeg var. Jeg var bl.a. på en Tinkercad-workshop (3D-print), og så fik jeg også prøvet en workshop, hvor vi skulle animere en figur. Jeg tror vi var omkring 5-6 piger, og vi havde ligesom skabt vores egen “gruppe”. En af pigerne gik jeg også til svømning med, så vi kendte allerede hinanden lidt. Afdelingen lukkede under Corona, og da jeg fandt ud af det, forsøgte jeg at komme ind på en ny afdeling.”

“Sofie havde meget mod på at være med til at lave hjemmesider i HTML og CSS eller skrive JavaScript kode til en app.”

– Sune Nilausen, frivillig hos Coding Pirates Carlsberg og Kahytten

Coding Pirates Lyngby – En ny destination

Første møde med Sofie i Coding Pirates Lyngby var af en forsigtig og stille pige, der virkede meget engageret og ihærdig for at lære nyt. Sofie startede kort på Intro-workshoppen, der bl.a. omhandlede Scratch. Her fik hun en smagprøve på, hvad vi bl.a. kunne tilbyde i afdelingen. Vi fik hurtigt en fornemmelse af Sofies kompetencer og vilje til at lære mere. Hun blev derfor også spurgt, om hun ville prøve HTML/CSS workshoppen, for at udfordre hende på hendes niveau.

Der gik dog ikke længe før Sofie fandt sig tilrette i afdelingen og faldt i snak med de andre Pirater. Netop det sociale har bidraget til en stor del af Sofies udvikling. Vores teen gruppe i afdelingen går efterhånden på forskellige workshops, men samles i pauserne til aftensmad. Fælles for dem er, at de alle har været på HTML/CSS workshoppen på skift og derigennem har lært hinanden at kende. I afdelingen arbejder vi nemlig med Pair-programming – hvor piraterne hjælper sidemanden med at debugge hinandens koder – på den måde har de fået kendskab til hinanden ved at samarbejde i hold.

 

Hvordan har din oplevelse af Coding Pirates Lyngby været?

“Jeg synes det har været mega hyggeligt i Lyngby, og så har jeg også lært rigtig meget om HTML/CSS og Javascript. Der er helt sikkert ikke lige så mange piger her som hos Coding Pirates Carlsberg, men jeg har stadig fået nogle gode venner. Jeg ser også altid frem til at komme til Coding Pirates, så jeg kommer nok til at fortsætte så længe jeg kan.”

Vi har i Coding Pirates Lyngby været meget glade for at have Sofie med ombord som Pirat. Det har været fantastisk at få lov at følge hendes udvikling med at tilegne sig ny viden og finpudse sine kompetencer. Vi håber meget fortsat at se Sofie til vores klubaftener, også efter hun starter sin uddannelse.

“Sofie har været et godt match med os i Lyngby. Hun bringer noget liv og glade dage med sig og en lyst til at kaste sig ud i at lære nyt. Vi er glade for at have hende ombord!”.”

– Christian Toft – Kaptajn hos Coding Pirates Microsoft Lyngby

Kompetencer og engagement

Kompetencer og engagement

Hvilke workshops har fanget din interesse?

“Jeg har været på HTML/CSS workshoppen rigtig mange gange, da jeg synes det er sjovt. Lige så snart jeg fandt ud af hvordan koden fungerede, var det også nemmere end at skulle lære et helt nyt sprog. Jeg har også været lidt på Javascript, da det bygger lidt videre på HTML og CSS, så man kan lave endnu federe ting.”

Der gik ikke længe før Sofie fangede hvordan HTML/CSS hang sammen. Hun undrede sig og stillede gerne spørgsmål til koden, hvis vi ikke havde gennemgået det eller hun ønskede at lave sine egne ændringer, for på den måde fik hun tillært sig rigtig meget forståelse for det.

Derudover er Sofie en meget viljestærk pige, hun arbejder ihærdig og fokuseret på det hun sætter sig for, og hun virker ikke bleg for at kaste sig ud i nye udfordringer. På HTML/CSS workshoppen har vi bla snakket om, hvordan man kan gribe et projekt af fx en animation an, og det har Sofie taget fuldt ud til sig, hvilket har resulteret i nogle ret fede projekter fra hende.

“Sofie har været et godt match med os i Lyngby. Hun bringer noget liv og glade dage med sig og en lyst til at kaste sig ud i at lære nyt. Vi er glade for at have hende ombord!”.”

– Maria Scheel-Lonsdale, frivillig hos Coding Pirates Microsoft Lyngby

Se nogle af Sofies seje projekter hun har lavet på HTML/CSS workshoppen herunder

Skattejagt

Juletræ

Glas med væske der vipper

En verden med muligheder

Sofie har tilegnet sig mange kompetencer gennem årene, mens hun har gået til Coding Pirates. Det glæder os at Sofie føler sig godt rustet og nysgerrig nok, til at tage det med videre og søge ind på en tech uddannelse. Sofie har nemlig allerede planlagt de næste år af hendes uddannelse, hun har nemlig søgt ind på Bagsværd Kostskole og Gymnasiums digitale foløb og blevet optaget.

Hvad fik dig til at vælge at søge ind på en tech uddannelse allerede nu?

“Jeg er rigtig interesseret i kodning og var ret sikker på at det var det her jeg ville i fremtiden. Da jeg så undersøgte hvilke skoler der have programmerings- eller IT-linjer, stødte jeg på en skole som havde et 5-årigt forløb (hvor tre af årene er i gymnasiet). Det virkede bare som den perfekte mulighed.”

Fremtidsønsker

I Coding Pirates ser vi det som en succes at børn og unge ser muligheder frem for begrænsninger, og det er skønt hvis de tilmed med griber mulighederne for at tage deres viden og kompetencer med videre til next level i forbindelse med deres uddannelse. 

Er der noget du drømmer om at uddanne dig til og senere arbejde med?

“Mit drømmejob er nok at være spilprogrammør/udvikler, eller noget hvor jeg laver hjemmesider for firmaer. I det hele taget vil jeg være glad hvis kodning bliver en del af mit job.”

Om Sofie Bräuner

  • Uddannelse: Går på Skolen på Islands Brygge, starter på Bagsværd Kostskole og Gymnasium
  • Alder: 13 år
  • Tidligere Pirat hos Coding Pirates Carlsberg (2018-2020), Pirat hos Coding Pirates Microsoft Lyngby (2020-2022)
  • Interesser: Kodning, læsning, klatring, kajak og svømning.

Bor du i nærheden af Lyngby og tænker, det er da lige noget for mit barn at blive kodepirat her, så kan du kontakte afdelingerne på [email protected]  for mere information.