Søg
Close this search box.

Eva Fog er frivillig i Coding Pirates på ITU. Hun er 36 år gammel, uddannet pædagog og har arbejdet med teknologier, multimedier og gadgets i over 20 år. Læs om hendes baggrund og om hvorfor hun er med i Coding Pirates.

Eva Fog og Birk Emil fra Coding Pirates.
Eva Fog og Birk Emil fra Coding Pirates.

Redaktionen for Coding Pirates har sat Eva Fog, ny frivillig på ITU, i stævne over en Skype-forbindelse, og er vældig spændte på at blive lukket ind i hendes verden af teknologier, multimedier og gadgets. Vi har forberedt os lidt på forhånd, og er meget spændte på hvad en digital pædagog egentlig er for en størrelse. Det skal vise sig, at opfattelsen af “rundkredspædagogen” hurtigt bliver fejet af banen.

Hvad har din motivation været for at gå ind i Coding Pirates? Og som pædagog?

Som udgangspunkt er jeg bare en kæmpe nørd. Jeg har brugt de sidste fem år med at udvikle digitale undervisningsforløb og pædagogiske processer i SFO- og skoleregi, men klaveret spillede ikke i den sidste tid af mit arbejde som pædagog.

Jeg er drevet af at undervise børn og udtænke spændende forløb med udgangspunkt i en digital forståelse af pædagogikken, og jeg kunne bare mærke, at det der før var fuld opbakning til nu pludselig blev reduceret til undervisning et par timer efter børnenes skoledag. Jeg havde både alt for få undervisnings- og forberedelsestimer og tanker og ideer, jeg gik rundt med i forhold til før. Som konsekvens gik jeg ned med stress.

Jeg er sidenhen blevet selvstændig konsulent, og har nu mulighed for at hjælpe lærere og pædagog-kollegaer med at løfte bevidsthedsniveauet omkring den digitale barndoms nye udfordringer. Det er vigtigt, at lærere og pædagoger er med. Et kendskab til digital teknologi og digital innovation er en vigtig forudsætning for børn – både i deres private liv og på fremtidens arbejdsmarked. Efter at have arbejdet med både ressourcesvage og ressourcestærke børn, etniske minoriteter og etniske danskere, er jeg fuldt overbevist om, at det er noget alle børn kan lære.

Hvordan kommer Coding Pirates ind her?

Jeg har siddet foran en computer, siden jeg var 10 år og er dybt fascineret af alt, der vedrører teknologi. Det er måske nok en ’familiesvaghed’. Internettet udviklede sig som bekendt til et decentralt computernetværk. Min onkel var med på sidelinjen, og jeg blev betatester i en tidlig alder. Jeg er altså blevet påvirket ret tidligt, og det har fulgt mig lige siden.

Jeg er uddannet Rudolf Steiner-pædagog og har en eklektisk og legende tilgang til alt digitalt. Jeg stiller tit spørgsmål til tingene, og det tror jeg er helt afgørende for at være en del af børnenes univers af leg og læring. Det handler om en fundamental åbenhed overfor at lære sammen med børnene. Hvordan man kan gøre det her? Hvad hvis vi gør sådan her? Hvad betyder det så for det, vi startede med at gøre? De voksne skal også turde fejle og stille dumme spørgsmål. Efter at jeg er stoppet med arbejdet i institution og skole, giver Coding Pirates mig mulighed for fortsat at bruge dette.

Hvor meget kendte du til Coding Pirates i forvejen?

Jeg stødte på Martin Exner på Twitter for et års tid siden og har fulgt projektet fra start. Mit eget engagement har ligget i baghovedet og sprunget frem for en måned siden, efter at jeg har fået tiden til det.

Hvad er din rolle i Coding Pirates?

Jeg er blevet en del af Blender-workshoppen på ITU sammen med Per Hansen. Jeg er kreativ og Per mere teknisk, så det harmonerer indtil videre rigtig godt. Om onsdagen har vi det vildt sjovt med fire drenge. I morgen skal vi lave en film med spøgelser, der jager Pacman.

Blender er et open-source 3D grafik og animations program, og man kan lave alt muligt indenfor 3D. Det giver mulighed for at skabe ting, modulere, lave sceneopsætning, arbejde med video og sætte andre ting ind, forme, male og tegne, bevæge sig eller stå stille. Der er utrolig mange aspekter i det, og vi bruger drengenes forskellige tilgange til at lave noget sejt.

Hvad med fremtiden i Coding Pirates?

Jeg elsker at finde på nye ting, og jeg tager det som en personlig udfordring og muligheden for at være med til at frembringe talenter i børnene.

Jeg har overtalt Martin til at anvende robotter som OZObots og Thymio, og jeg ser meget udvikling i små robotter. Det, at tænke på en anden måde er vigtigt, og her kan sekvensforståelse og farvekoder for eksempel komme ind. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan være med til at få etableret forståelse og mulighed for at bruge robotter meget lavpraktisk helt fra bunden.

Hvad forventer du at få ud af pirateriet som frivillig?

At give nogle børn fede oplevelser og lære dem mere om dem selv og de egenskaber, som de har i forvejen. Det er en gave at indgå i det forunderlige kreative univers, der skabes hver uge i Coding Pirates. Når jeg er sammen med piraterne og nyder deres små nørderier, der hvor de er, er jeg helt solgt. Og hvis jeg kan videregive bare en brøkdel af den kærlighed, jeg har til det teknologiske, så vil min mission være nået.

Så er der selvfølgelig også frivillignetværket, og det er inspirerende at møde nogle, der brænder for teknologier som jeg selv. Mange har egenskaber jeg ikke selv har, men vi udvikler os sammen. Der er en fed energi og et godt kammeratskab.

Hvad vil du sige til en, der overvejer at blive frivillig i Coding Pirates?

For at blive frivillig hos Coding Pirates, behøver du ikke at være verdensmester i alt digitalt, og det du ved noget om, behøver du heller ikke at være professionel omkring. Du skal have lysten til at være sammen med børn, at lære dem at bruge digitale redskaber, og så skal du være klar til at have det sjovt. Du kan komme hver uge, eller et par gange om måneden. Men pas på. Du bliver bidt af det!

Læs mere:

Følg Eva’s blog på: paedagonok.evafog.dk