#MødMandskabet: Srishti
Af Izabella Andersen ︱ 26/6- 2025
I denne måneds udgave af #MødMandskabet har vi lavet et lille twist.
Normalt møder du vores seje frivillige, men denne gang skal du møde Srishti, en af vores seje kodepirater.
Srishti er 13 år og hun elsker at kaste sig ud i nye ting. Hun koder, blogger, spiller obo, svømmer, er med i Københavns Ungeråd – og så har hun også allerede prøvet kræfter med rollen som frivillig i Coding Pirates.
I sommers trådte hun ind som ungereporter for Coding Pirates’ ungeredaktion på Folkemødet på Bornholm, hvor hun lavede opslag til Coding Pirates’ sociale medier – og til oktober skal hun stå som frivillig workshopper til Ada Lovelace Day i Vallensbæk, og inspirere andre piger til at prøve kræfter med kodning.
Og så har Srishti en klar mission: at vise, at teknologi ikke kun er for drenge…
Srishti var bare fem år gammel, da hun første gang prøvede kræfter med, hvad kodning kunne være. Hendes far introducerede hende til Scratch Junior (et program, hvor børn kan bygge små spil og animationer ved at sætte visuelle kodeblokke sammen.)
“Både min mor og min far elsker at kode,” fortæller hun. “Min far introducerede mig til Scratch Junior. Jeg tror ikke helt, jeg forstod det som kodning dengang – for mig var det mest et sted, hvor jeg kunne lege. Men det var dér, jeg begyndte at kode.”
Og da Srishti som niårig opdagede Coding Pirates på Frederiksberg Bibliotek, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle tilmeldes.
“Det var bare fedt, at jeg kunne gå til det nu. Hvis jeg har en udfordring, så hjælper de frivillige eller de andre børn mig lidt. Den hjælp havde jeg ikke før, da jeg kodede alene.”
Siden da er hun blevet hængende, og i dag – fire år senere – går hun stadig til Coding Pirates i Frederiksberg.
Når Srishti taler om Coding Pirates, er det tydeligt, at det for hende er langt mere end bare den kreative leg med teknologi.
“Det bedste ved Coding Pirates er, at man ikke bare koder. Man laver alt muligt andet. De frivillige er mega søde. Hvis man har brug for en pause, kan man bare gøre det. Det er ikke ligesom i skolen, hvor man er tvunget til undervisning. Hvis man har lyst til at kode, så gør man det. Hvis man vil lave noget andet, så kan man også det.”
Men det er ikke kun aktiviteterne og de frivillige, der gør, at Srishti bliver ved med at møde op uge efter uge.
“Jeg tror, jeg har fået nogle af mine allerbedste venner gennem Coding Pirates. Vi har virkelig fælles interesser. Vi har næsten det samme mindset, fordi vi koder. Og det er bare et virkelig velkommende fællesskab.”
- Srishti



Hun fremhæver, at man som kodepirat bestemt ikke behøver være ekstrovert for at passe ind:
“Hvis man er lidt introvert, skal man ikke være bange. For mange er lidt introverte. Så det er helt naturligt.”
Selv om Srishti er glad for fællesskabet, ser hun også en udfordring: Kønsbalancen.
“Der er mega mange drenge på holdet. Sådan 90%. Og det kan gøre det lidt svært for andre piger at turde joine holdet. Kodning bliver set som en drengeting. Men det er jo slet ikke rigtigt.”
Derfor har hun gjort det til sin egen lille mission at ændre på det. Hun vil have flere piger til at opdage, hvor sjovt, kreativt og socialt kodning kan være.
Hun sammenligner det med, hvis en dreng gerne ville gå til hækling, men kun så piger i klubben: “Så ville han måske ikke have lyst. Det er det samme med piger og kodning. Hvis man kun ser drenge, kan det være svært at træde ind.”
Løsningen, mener hun, er at skabe flere pige-events og pigefællesskaber, ligesom når Coding Pirates eksempelvis afholder Ada Lovelace Day.
Kodning er langt fra det eneste, der fylder i Srishtis hverdag. Hun har en travl kalender fyldt med sport, musik og kreative projekter.
“Jeg elsker at læse bøger,” fortæller hun. “Jeg har en bogblog på Instagram, der hedder Universe of Srishti. Her anmelder jeg bøger, men jeg deler også ting om Coding Pirates og alt muligt andet, jeg går til.”
Srishti elsker også at skrive, hvilket hun tror hænger sammen med hendes interesse for at læse en masse bøger.
Derudover spiller hun både klaver og obo, går til badminton og svømning – og er aktiv i Københavns Ungeråd, fordi hun gerne vil prøve kræfter med politik.



I sommeren 2025 fik Srishti en oplevelse ud over det sædvanlige. Sammen med andre unge fra Coding Pirates deltog hun i Folkemødet på Bornholm.
“Jeg tror, at jeg blev inviteret, fordi jeg har min blog og elsker at tale til kameraet. Jeg er ikke så introvert og jeg elsker at være på video, så det passede så godt,” forklarer hun.
På Folkemødet kastede hun sig ud i rollen som ungereporter. Hun lavede opslag til Coding Pirates’ sociale medier, rapporterede fra debatter og begivenheder – og fik lov til at interviewe prominente gæster.
“Det vildeste, jeg gjorde, var at interviewe den indiske ambassadør,” fortæller Srishti stolt.
“Jeg var så nervøs for at glemme mine spørgsmål. Men det gik heldigvis godt. Jeg var virkelig stolt bagefter.”
Efter sommerens Folkemøde er Srishti allerede i gang med planlægningerne til det næste store event i Coding Pirates: Ada Lovelace Day.
Hun har selv været med som deltager i flere år, men i oktober 2025 skal hun for første gang stå på den anden side, som frivillig. Sammen med en anden frivillig i Coding Pitates, skal hun holde en workshop, hvor piger får lov at eksperimentere med Hello Ada AI – et værktøj, der kan bygge spil og kode i Python ud fra tekstprompter.
“Jeg er mest spændt på at give min viden videre til de små piger,” fortæller Srishti.
“Jeg har selv deltaget i Ada Lovelace Day i fire år, og nu skal jeg pludselig være underviser. Det glæder jeg mig virkelig til.”
For hende er Ada Lovelace et vigtigt forbillede: “Mange tror, at den første programmør var en mand. Men det var en kvinde. Mange tror ikke på mig, når jeg fortæller det. Jeg synes, det er genialt, at dagen er opkaldt efter hende.”
Når man spørger Srishti, hvad hun gerne vil arbejde med, er hun ikke i tvivl:
“Jeg er næsten 100% sikker på, at jeg vil arbejde med teknologi i fremtiden,” siger hun.
Hun drømmer om at fortsætte med at lære, skabe og udfordre sig selv. Og så håber hun, at flere piger vil få øjnene op for, at teknologi er en kreativ legeplads, og ikke en lukket klub.
“Kodning er ligesom at skabe noget helt nyt. Når man laver et spil, så er det noget, der aldrig har eksisteret før. Det giver virkelig en følelse af at have skabt noget, der fuldkommen ens eget.” Fremhæver Srishti.
Srishti er stadig kun 13 år, men hun har allerede en imponerende liste af oplevelser og projekter bag sig.
Hun er i den grad et eksempel på, hvordan frivillighed, fællesskab og teknologi kan åbne døre for unge, der tør kaste sig ud i det.
I #MødMandskabet præsenterer vi nogle af vores mange seje frivillige i Coding Pirates. Hver især bidrager de med forskellige styrker og kompetencer.
Vil du være med, eller kender du en frivillig der fortjener at blive nævnt? Så kontakt kommunikationsteamet på [email protected]