Søg
Close this search box.

#mødmandskabet: Christian Toft

Af Maria Scheel-Lonsdale ︱ 16/09-2021

42 årige Christian Toft favner bredt i sin viden på det pædagogiske og IT faglige område. Som udlært med PD i medier og kommunikation, arbejder han som SFO-pædagog og er fast med hver tirsdag i Coding Pirates Microsoft Lyngby for 8. sæson nu.

Artikel og Interview af Maria Scheel-Lonsdale

Christian Toft er SFO-pædagog i Lyngby-Taarbæk kommune. Til daglig kører han et multimedieværksted på sit arbejde, hvor de laver forskellige digitale lege og forløb. Om tirsdagen er han så med i Microsoft Lyngby afdelingen, hvor han sidder i bestyrelsen, som Formand, og til tider afholder workshops. 

Hvor hørte du første gang om Coding Pirates? Og hvad fik dig til at agere derpå? 

“Jeg læste første gang en artikel i Det Grønne Område som fortalte om denne her gut Martin Exner, som havde lavet en kodeklub for børn hvor de arbejdede med digital kreativitet med børn. Det gad jeg rigtig godt at være en del af, men tænkte ikke at jeg havde kompetencerne til at kunne bidrage med noget på det niveau. Jeg brugte dernæst et års tid på at tygge på tanken og besluttede mig for at skrive til afdelingen og høre om jeg kunne deltage og måske dermed lære nok til at kunne bidrage. Jeg endte med at skrive til afdelingens bestyrelsessekretær Maria, som kunne fortælle mig at der netop havde været afslutning på sæsonen den samme aften, så hvis jeg var frisk så kunne jeg dukke op efter sommerferien til opstart.

Jeg besluttede mig for at rykke på det – og i dag er jeg temmelig glad for at jeg gjorde det. Det er sjældent at min manglende IT-uddannelse har været et issue – andet end når nogle af de andre frivillige bevæger sig ned af et spor hvor jeg intet aner om. Det er lidt blevet en stående joke i afdelingen. Jeg er ok med ikke at kunne det hele på forhånd. Jeg kan jo grine og sige at jeg har det største vækstpotentiale.  

Jeg fortæller mange pædagoger at de skulle tage at kaste sig ud i at melde sig i den lokale afdeling.”

Mulighederne ved at være frivillig Coding Pirates

Hvorfor er du med i Coding Pirates, hvad driver dig?

“Jeg er vild med kammeratskabet mellem de frivillige og de har en stor vigtig plads når vi planlægger året. Når de frivillige trives, så trives afdelingen og børnene bliver udsat for de fedeste workshops – det er det der giver plads til de fjollede, ekstreme eller mega-specifikke workshops.

Mulighederne for at arbejde sammen med folk der ved mere om nogle emner end mig selv, giver en fantastisk mulighed for sparring og udvikling i evner, som det kan være svært at finde andre steder. Vores store forskellighed er en kæmpe styrke, der giver masser af krydderi på tilværelsen.

“ Nogle af de unge får luft hos os, andre udvikler sig ekstremt og overhaler os voksne på den fedeste måde.”

Jeg drives af muligheden for at lære nogle unger noget de måske ikke kan lære andre steder. Muligheden for at se en dreng eller pige gå bredt smilende ned af trappen, mens de lige råber til de frivillige at vi ses næste uge. Nogle af dem får luft hos os, andre udvikler sig ekstremt og overhaler os voksne på den fedeste måde. Det er et kæmpe drive for at tage afsted hver tirsdag – derfor er det ikke mange tirsdage jeg ikke er at finde på Microsoft. Og så har vi ikke engang begyndt at tale om kammeratskabet med frivillige fra andre afdelinger.”

Rollen som Formand i Coding Pirates Microsoft Lyngby

Christian er formand i Coding Pirates Microsoft Lyngby. Der er han med til at tage beslutningerne ude blandt de frivillige og medinddrage dem i processerne omkring afdelingenes administrative opgaver. Christian har nemlig en særlig tilgang til de frivillige, da han formår at inddrage dem i beslutninger og det sociale i fællesskabet på samme tid.

Hvordan er det at være frivillig i din forening, hvad får du ud af det?

“Jeg synes det skal være en fed klub at være frivillig i, så jeg prøver at få skabt de bedste vilkår for de frivillige hos os. Og når man har så godt et venskab og sammenhold, som vi har blandt de voksne, så får man lyst til at høre deres input. Nogle gange har de jo den perfekte vinkel, den geniale løsning eller det sjoveste input. Det kammeratskab og det sammenhold er et kæmpe drive. Og når man så har fået nogle af ungerne under huden, så ved jeg jo også fra mit arbejde at man nemt brænder for at lave de fedeste ting klar til dem.”

Hvilke taktikker bruger du når du formidler din viden til børnene? Hvordan gør du brug af din faglige pædagogiske viden til praksis når du afholder workshops?

“Alt pædagogisk arbejde handler om relationer. Det vil sige at det er vigtigt at kunne give børnene indtryk af at de bliver set og mødt af nogen der kender dem. Små bitte greb kan gøre en kæmpe forskel. Spørgsmål som “fik du løst det problem du havde med dit Scratch-spil”, “Har du vist Dennis det du havde bygget sidste uge med Redstone i Minecraft”, “Vi manglede dig i sidste uge – godt at se dig igen”. Små ting der gør, at børnene føler sig set og hørt. Jeg elsker også at give ansvaret fra mig og lade børnenes virkelyst og opfindsomhed styre retningen på workshoppen. Jeg har derfor lært at have en køreplan for de to første workshop-uger og så vente med at planlægge resten til jeg ved hvor vi skal hen.”

Interesser og hobbyer

Christian er at finde mange steder! Han elsker nemlig at formidle sin viden og erfaringer og det gør han virkelig godt via sin blog, sine Facebook grupper eller via Skæv Strøm. Derudover er han selvfølgelig at finde i vores Coding Pirates Community i kommentarsporet med positive og inspirerende svar og spørgsmål, der lægger op til konstruktive samtaler og gode debatter.

Derudover er han en tredjedel af Skæv Strøm, som er en Youtube-legekanal for børn og barnlige sjæle og en podcast “Skæv Strøm Snak”, som er mere for de voksne nørder. “Her folder jeg mig ud med Martin Exner og Nick Holmberg.” 

Her er et af Christians sjove, formidlende indslag:

Om Christian

    • Alder: 42 år
    • Uddannet med PD i medier og kommunikation fra Campus Carlsberg
    • Bor i Virum
    • Formand i Coding Pirates Microsoft Lyngby
    • Interesser: Digital Kreativitet, Børn og unges medie-kultur, surfing (på vandet) og gamle spil (Har været en del af ledelsen på Abandonware-siden Oldgames.nu)

Bor du i nærheden af Kongens Lyngby og tænker det er da lige dig at prøve at være frivillige her, kan du kontakte afdelingen [email protected] for mere information.