Søg
Close this search box.

Finalen i FIRSt lego league d. 3 december 2022

Af Maria Hufnagel ︱ 07/12-2022

Glade grin, spændt snak, kørende robotter og energiske kampråb kunne høres i lørdags til finalen i FIRST® LEGO® League.

Forventningsfulde børn og unge fra hele landet inkl. Færøerne samledes og dystede i kategorier såsom robotdesign, kerneværdier, innovationsprojekt og ikke mindst den store FIRST® LEGO® League championspris.
Dagen startede ud med åbningstale af Coding Pirates’ generalsekretær Louise Overgaard, der bød alle velkommen og lagde fundamentet for en fantastisk dag.

Derefter var klimaforsker Sebastian Mernild på scenen og fortælle om klimaforandringernes betydning for verden, og hvorfor et arrangement som FIRST® LEGO® League med fokus på STEM er så vigtigt i denne sammenhæng.

Dernæst startede dagens konkurrencer i robotkørsler på de fire opstillede borde foran scenen. Hvert hold havde i løbet af dagen 3 gange 2,5 min på banen med deres robot, hvor de skulle samle så mange point som muligt, for at vinde prisen for den bedst kørende robot. Prisen gik til NXT Evolution fra Esbjerg, der fik en pointscore på 330 point.

Præsentation af innovationsprojekt blev også sat i gang efter åbningstalerne. I år var temaet energi, hvilket betød at holdene skulle arbejde med et projekt inden for forsyning, lagring, transport og forbrug af energi. Der var mange gode projekter, der f.eks. handlede om vindenergi og produktion af el på cykler. Sejren gik til Electro Power fra Aalborg.

coding pirates prisen

Coding Pirates prisen blev uddelt til det hold, der havde skabt den bedste stemning i løbet af dagen. Sejren gik til Sol Kat fra Hørsholm.

meta prisen

Vores samarbejdspartnere Meta uddelte en pris. Her var der lagt vægt på at hylde et hold, der havde arbejdet med bæredygtighed, udvist engagement og har måtte kæmpe lidt ekstra for at stå i finalen. Vinderne af denne pris blev Power Viberne fra Ishøj.

FIRST® LEGO® League champion

Afslutningsvis skulle Danmarks FIRST® LEGO® League champion kåres. Denne pris gives til det hold, der samlet klarede sig bedst inden for alle kategorier.

Det er altså helhedsindtrykket, der spiller ind, når dommerne skal give denne pris. Vinderen af denne pris blev Hedemølle Efterskole, der scorede en andenplads i robotkørsel og havde arbejdet med lagring af energi i hjemmet i deres innovationsprojekt.

De har nu muligheden for at rejse til USA og dyste mod hele verden i FIRST® LEGO® League. Vi håber de kommer afsted!

tak for denne gang!

Hele herligheden blev afholdt på UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole i Odense. Mange tak for samarbejdet!

Os fra Coding Pirates takker for en suveræn god finale i FIRST® LEGO® League, vi var så glade for alles engagement og gode humør på dagen. Vi glæder os allerede til næste års FIRST® LEGO® League og håber at se mange af jer!