Søg
Close this search box.

Sidste lørdag blev Børne it-sikkerhedskonferencen afholdt ved Microsoft i Lyngby. 200 børn deltog i workshops, hørte foredrag om AI og deltog her ivrigt med spørgsmål. Til sidst blev der afholdt en imponerende paneldebat med fire seje børn fra Coding Pirates Denmark. Temaet om it-sikkerhed og digitalt forsvar lagde op til både spændende og udfordrende workshops for børn i alderen 9-17 år.

 

Børne IT-sikkerheds konferencen igang ved Microsoft i Lyngby. Foto: Jan Oechsle

 

Dagen startede ud med at Martin Exner, formand for Coding Pirates Denmark, sagde velkommen og præsenterede de forskelige workshops samt gæstetaleren Erik David Johnson som talte om kunstig intelligens og hvordan man kan gennemføre Super Mario via Machine Learning.

 

Erik David Johnson gennemfører Super Mario via Machine Learning. Foto: Julie Mikkelsen

 

Fænget publikum. Foto: Per Hansen

 

Herefter kunne børnene deltage i flere spændende workshops under temaet it-sikkerhed:

Red Barnet: Taler du også grimmere, når du spiller?, Forbrugerrådet TÆNK: Privacy i en app, Eva Fog fra Digi Pippi: Digital dannelse, Outpost24: Hacking without hacking, Thomas Wong fra Ezenta: Børn og sikkerhed, Den grønne pirat Rolf Bjerre: Open source og andet godt fra havet, Hackergruppen Pwnies samt Stencyl-programmering, Digitalt selvforsvar i børnehøjde og Elektronik med micro:bit.

 

 

Efter frokosten og den anden workshops runde blev der spist kage før børnepanelet gik i gang. Børnepanelet blev ledt af Daniel Lissner og med ham var tre seje pirater, som diskuterede forskellige it-sikkerheds scenarier. Det var en spændende diskussion med tid til gode grin.

Her kan du se børnepanelet:

 

 

Her kan du læse mere om nogle af de børn der deltog i IT-sikkerhedskonferencen.

 

Anna og Clara Sophia. Foto: Julie Mikkelsen

 

Anna, 10 år og Clara Sophia, 10 år om Børne IT-sikkersheds konferencen:

Clara Sophia: ”Jeg synes det har været rigtig sjovt. … vi har blandt andet lært noget om nettet og om spil.”

Anna: ”Jeg synes også det har været rigtig godt og sjovt. Vi har blandt andet lært noget om, hvad man ikke skal gøre på nettet, så man fx ikke får en bøde, hvis man fx tager en kopi af et billede på nettet, fordi man tager noget, andre måske ikke vil have at man tager, det er rart at vide, at man faktisk ikke må gøre det.”

Clara Sophia: ”Man ved ikke så meget om, at der er nogle ting, man ikke må gøre på nettet. Og vi har lært, at man fx skal gå ind på Youtube, Google og Wikipedia, og der kan det være at noget af det der ikke er sandt, det der står om en.”

 

Malika og Mads – 3D modellering workshop. Foto: Julie Mikkelsen

 

Malika, 11 år og Mads, 12 år om hvad der har været fedt ved dagen og hvorfor it-sikkerhed er et vigtigt emne:

Malika: ”Det har været fedt, at der har været så mange workshops, og at jeg har lært en masse ting.”

Mads ” Jeg har fx lært, hvordan man krypterer ting. Jeg synes, alle der bruger computere burde vide alle de ting, vi har lært om digitalt forsvar.”

Malika: ”Jeg synes også, det er meget vigtigt at vide noget om, for at kunne beskytte sig selv.”

 

Helene lytter til workshop med temaet Digitalt selvforsvar. Foto: Julie Mikkelsen

 

Helene og Lauritz (storesøster og lillebror) om Børne IT-konferencen:

Helene: ”Jeg synes, det har været rigtigt fedt at lære om billeder, som faktisk godt kan være ulovlige, som man ikke må tage og bruge, hvilket jeg faktisk gjorde før jeg fandt ud af at man ikke måtte. Så nu har lært, at jeg skal gå ind på en hjemmeside der hedder CC, hvor man skal spørge om lov først, og hvor man skal skrive navnet på ham eller hende, der har taget billedet, og så må man godt bruge billedet. Så det synes jeg var spændende at lære.”

Lauritz: ”Jeg har lært om at kode spil. Så nu kan jeg lave mine egne spil, som jeg vise frem for andre.”

Helene: ”Jeg synes det er virkelig fedt, at lære om hvordan man skal begå sig på sociale medier, så man ikke kommer til at gøre nogle dumme ting. … Til vores mor og far kan vi fx fortælle, at de skal spørge om lov før de lægger billeder ud af os, man skal ikke bare ligge billeder op, fordi man kan ikke få dem tilbage, når de først er lagt ud.”

Far: ”Vi kan jo se at de sociale medier fylder 20% af de vågne timer for vores børn, derfor er det jo vigtigt at få en form for uddannelse i, hvad man gør, og hvad man ikke skal gøre, og derfor synes jeg virkelig, at det har været en fin dag.” Udtaler Helene og Lauritzs far begejstret. 

 

Martin til micro:bit workshop med Winnie Torstensen. Foto: Julie Mikkelsen

 

Martin: ”Jeg har været med til micro:bit workshop’en, og så har jeg været med til en workshop, hvor ham der havde den fortalte om, hvordan han var hacker, og hvordan han hjalp firmaer med at finde ud af, om han kunne bryde igennem deres sikkerhed på de mest mærkelige måder. En af måderne var, at han fandt en fejl i virksomhedens kaffemaskine, som så lukkede op til alt deres hemmelige data.”

Martin fortsætter: ”Jeg synes, det er rigtig vigtigt for børn specielt at lære noget om it-sikkerhed, fordi det ender nok med at blive en endnu større del af vores liv.”

 

Workshops holderne og de frivillige i Coding Pirates. Foto: Mette Broholm

 

Deltagerne til Børne IT-sikkerheds konferencen, både børn og voksne, havde en rigtig god dag og workshops holderne og de frivillige i Coding Pirates havde også en rigtig god dag og vender tilbage næste år med endnu en konference.

 

Se flere billeder på Coding Pirates Facebookside 

Læs mere om workshops og programmet for dagen