Afdelingen i Sønderborg har modtaget en generøs donation fra OJ Electronics, der giver børnene bedre muligheder for at lære at programmere robotter på en sjov og spændende måde.
img_1042-1

Davia og Zeno fra Coding Pirates TECS i Sønderborg er to glade piratbørn. De modtager nemlig den fine donation fra OJ Electronics til et klassesæt med teknologien Hummingbird Duo. Elektronikvirksomhedens egen direktør, Erik Damsgaard, kom i egen høje person og overrakte den fornemme gave til afdelingen, der i forvejen beskæftiger sig med børnevenlige robot-teknologier.

Det glæder afdelingsleder John Rohde Jensen fra Coding Pirates TECS i Sønderborg, at børnene nu kan arbejde videre med robot-ideer og teknologiske projekter på kreative måder.

img_1040“Klassesættet med Hummingbird Duo udvider mulighederne for nogle af de måder, som børnene allerede arbejder på med teknologierne. De kan kodes i Scratch, Snap! og flere andre let tilgængelige sprog. Den har klemmeforbindelser, så det er let at forbinde ting til den og samtidigt mere robust end andre teknologier,” fortæller John Rohde Jensen og fortsætter:

“Planen er at lave forskellige dyr og andre kreationer i pap, ispinde og lign. som kan gøres levende ved hjælp af de sensorer, lysdioder og motorer, som er med i pakken.”

Sønderborg er en robotby

Erik Damsgaard og OJ Electronics har ifølge John Rohde Jensen bakket op om at give børn mulighed for at lære om programmering og it-kreativitet og skabe en afdeling i Sønderborg lige fra den spæde start.

“Sønderborg har en lang tradition for at arbejde med elektronik. Der er mange virksomheder i området, som arbejder med kombinationen af elektronik og software. I vores afdeling af Coding Pirates er vi glade for at kunne arbejde videre i denne tradition og klæde den næste generation på til den teknologiske udvikling,” siger John Rohde Jensen.

Han er meget opmærksom på, at interessen for teknologier og programmering skal findes i leg og kreativitet. Det får børnene mulighed for én gang om ugen i Coding Pirates TECS i Sønderborg.

“Hummingbirden skal specielt bruges i forbindelse med de mindste af vores deltagere I 7-10-års alderen. De er helt vilde med at bygge ting og får i fremtiden muligheder for at gøre skulpturer levende, lave robot-verdener og lave film med håndgribelige special effects. Kun fantasien sætter grænser for piratbørnene og de dygtige frivillige, som får det hele til at lykkes,” fortæller John Rohde Jensen.

Foreningen Coding Pirates bygger på frivillige kræfter og velvillige donationer, så de nyeste teknologier kan afprøves i et sjovt og spændende miljø. Derudover er den lokale og moralske støtte også essentiel for, at foreningerne kan blomstre.

“Vi sender en stor tak til OJ Electronics for deres støtte til vores arbejde med børn og unge. Vi er specielt glade for, at de bakkede op om projektet, allerede før vi startede en afdeling i Sønderborg,” slutter John Rohde Jensen.

Læs mere: