Coding Pirates Skanderborg er kommet godt i gang – ifølge de deltagende pirater var der liv og glade dage til de første kodeaftener i afdelingen.

cp15

“Har I haft det sjovt i dag, drenge?” spørger en far, der henter sine sønner hos Coding Pirates Skanderborg. “Ja, og vi hjalp en af de store med noget, han ikke lige kunne finde ud af!” svarer den ene dreng begejstret.

Jo, samarbejdet mellem små og store og den fælles begejstring for tech og programmering kan gøre enhver pirat glad. Her er alle i samme båd – og lige vilde med det tekniske legetøj.

cp9

Skanderborgs Coding Pirates er en helt nystartet afdeling, og hver mandag fra 17.00-19.00 mødes 26 børn i alderen 7-14 år og 11 frivillige. Der bliver leget, eksperimenteret og udforsket til den store guldmedalje, og børnene er glade og friske på at prøve sig frem, selvom de fleste kommer direkte fra klub eller SFO.

“Vi har programmeret robotten Sparkie og leget med MaKey MaKey, Tynker og Scratch,” fortæller Bolette Jespersen, der er afdelingskaptajn i Skanderborg. “Med Makey Makey kan man kontrollere sin computer med ting, som man tilslutter computeren,” uddyber hun. “Det kan være alt lige fra bananer til et glas vand. Scratch er et gratis onlineprogram, hvor børnene kan udforske og arbejde med simpel programmering og skabe animationer, interaktive programmer og små computerspil. Scratch giver dem en grundlæggende forståelse af, hvordan computere og it-teknologi egentlig fungerer og oplevelsen af at være medskabere. Det samme gør Tynker, som også vakte stor begejstring hos børnene.”

I Skanderborg skal de også lege med Littlebits, der er digitale klodser med magneter, der nemt kan sættes sammen, så de danner et digitalt kredsløb. Med dem kan man nemt lave sine egne prototyper, f.eks. en alarm med en sensor, en lampe, der lyser afhængigt af afstand, og meget mere. Det bliver sjovt!

Lyder Coding Pirates som noget for dig? Så meld dig til her.

Har du spørgsmål? Skriv til skanderborg@codingpirates.dk

 

Fotos: Bolette Jespersen