Søg
Close this search box.

Så blev det endelig en realitet!

Et par kodepirater igang med at programmere spil til Coding Pirates hos DIKU
Et par kodepirater igang med at programmere spil til Coding Pirates hos DIKU

Københavns Universitet er nu med ombord på piratskibet og sejler derud af med afdelingsleder Martin Dybdal, Ph.D.-studerende ved Datalogisk Institut, i spidsen. Og skal man tro ham, så var det en succes fra starten!

“Det gik fantastisk, vil jeg vove at påstå! Jeg havde et kæmpe smil på læben på vej hjem, da det havde været så positiv en oplevelse. Eleverne var meget motiverede og udviste stor begejstring for det de lærte. Flere forældre sagde at deres børn havde glædet sig i lang tid. Jeg håber, og tror, at de fleste nåede at få en succesoplevelse med hjem og at de glæder sig til mere i næste uge.”

Ungerne legede bl.a. med Aruinoer i elektronik-lab’et, byggede LEGO Mindstorms Sumo-robotter og programmerede spil i Scratch.

SUMO-turneringen igang med LEGO Mindstorms robotter hos Coding Pirates ved DIKU
SUMO-turneringen igang med LEGO Mindstorms robotter hos Coding Pirates ved DIKU

Efterfølgende reflekterede Martin Dybdal over udfaldet af begivenheden og kom frem til at…

“Der var nogle praktiske ting vi lige skal have styr på. F.eks. skal vi have købt knagerækker til overtøj og en trådløs dørklokke til hovedindgangen, så vi ikke skal have en stående ved dørene når forældrene skal hentes. Derudover, så blev vores pause ikke rigtig til en pause, da det var sjovere at blive siddende. For at de lærer bedre i anden halvdel, bør vi finde ud af at gøre pausen til en rigtig pause, med en anden slags aktivitet end at sidde ved computeren.”

Mon ikke den trådløse dørklokke er et projekt for elektronik-lab’et? 😉

Coding Pirates DIKU - set fra balkonen
Coding Pirates DIKU – set fra balkonen

Her kan du se en video fra dagen, som Maj Fonseca har klippet sammen:

 

Det er fedt at være igang på DIKU – datalogiens danske højborg!